13/01-12
-
Pressemeddelelse
Gjerskov tror på landbrugs fremtid
En ny rapport fra Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet giver et omfattende overblik over, hvordan danske landmænd klarer sig i forhold til deres europæiske kolleger. Resultatet viser et erhverv under pres af hovedsageligt gældsætning og lønninger. Reformer, grøn omstilling og bæredygtig produktion skal være med til at få fødevareproduktionen på ret kurs igen, mener fødevareministeren.
Rapporten peger på, at mange landmænds høje gæld og lønomkostninger, i øjeblikket er dansk landbrugs største udfordring, når det gælder konkurrencen med vores nabolande. Rapporten viser også, at erhvervet stadig har nogle betydelige styrkepositioner fx inden for forskning, innovation, værditilvækst, og så har de solidt fat i eksportmarkederne, bl.a. via bæredygtigt produktion og grønne løsninger.
"Landbrugets store gæld er meget alvorlig, men jeg hæfter mig ved, at ser man bort fra lønomkostninger og gæld, så ligger dansk landbrug i top. Det understreger, at landbruget kæmper med nogle af de samme udfordringer, som dansk økonomi generelt. Forbedret konkurrenceevne og produktivitet er topprioriteter for regeringen. Sideløbende må landbruget, som resten af Danmark, forsøge at arbejde sig ud af deres aktuelle gældsproblemer, og de meldinger, jeg hører fra erhvervet, er, at troen på fremtiden er på vej tilbage", siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Rammevilkårsanalysen for dansk landbrug og fødevareindustri har sammenlignet Danmark med de andre EU lande på en række faktorer f.eks. produktivitet, salgspriser, indtægter, gæld, teknologi, lønudgifter, finansieringsomkostninger og merudgifter til afgifter og miljøregler.
"Dansk landbrug og fødevareindustri er stadig blandt de mest produktive i verden og slår i disse år mange rekorder, f.eks. var landbrugseksporten i 2011 rekordstor. Den økologiske produktion har netop rundet 1 mia. kr., og det viser, at grøn omstilling er en del af løsningen. Der er masser af landmænd med fornuftig økonomi, der tjener penge, men udviklingen det sidste ti år med svag produktivitetsudvikling og stigende gæld i landbruget er bekymrende. Derfor skal den Natur- og landbrugskommission, som regeringen netop nu er ved at nedsætte, være med til at give os et samlet bud på, hvordan danske landmænd fremover kan udnytte styrkepositionerne og få sorte tal på bundlinjen, samtidig med at vi tager hensyn til natur og miljø", siger Mette Gjerskov.
Fakta:
Rammevilkårsanalysen er et projekt, der blev iværksat af den tidligere regering i september 2010 som led i aftalen om Grøn Vækst 2.0.
Fødevareøkonomisk Institut under Københavns universitet har haft opgaven med at udarbejde analysen, der er udmøntet i tre rapporter:
· Dansk landbrugs konkurrenceevne og rammevilkår - sammendrag og konklusioner
· Produktivitetsrapport
· Rammevilkårsanalyse af dansk landbrug og fødevareindustri - baseret på international benchmarking
Yderligere oplysninger
Morten Ejrnæs, kontorchef Fødevareministeriet. Tlf: 40 83 58 41
For kontakt til Fødevareministeren, Pressesekretær Allan Jørgensen. Tlf: 20 91 59 01
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk