13/01-12
-
Pressemeddelelse
Bedre bure til danske høner
Siden første januar er det ikke længere tilladt at holde æglæggende høner i traditionelle bure i EU. Hønerne skal have mere plads i burene, som også skal forsynes med siddepinde, redekasse og skrabeområde. Danske producenter lever op til reglerne. Desværre kniber det i nogle lande med at leve fuldt op til de nye regler.
"Nytårsaften bød på mere end fyrværkeri i år - vi fik også et fremskridt for dyrevelfærden på europæisk plan. Erhvervet har oplyst, at de danske ægproducenter har omstillet sig til den nye produktionsform, og dermed sikret bedre dyrevelfærd for de æglæggende høner i Danmark. Jeg er glad for at kunne begynde EU-formandskabet med den viden, at det danske fødevareerhverv er sit ansvar bevidst, og lever op til forbuddet mod produktion i traditionelle bure", siger Mette Gjerskov.
Det er medlemsstaternes eget ansvar, at sikre, at kravene i EU-direktivet overholdes, hvilket desværre ikke er tilfældet i alle lande.
"Det er utilfredsstillende, at der efter en 12 års frist fortsat er lande, der ikke lever op til de fælleseuropæiske dyrevelfærdskrav. Jeg har derfor bedt Kommissionen om at udvise handlekraft overfor de lande, der endnu ikke fuldt ud efterlever de europæiske regler", siger Mette Gjerskov.
Det danske fødevareerhverv har tilkendegivet, at de støtter fuldt op om det europæiske forbud mod produktion i traditionelle bure. Landbrug & Fødevarer, DI Fødevarer, Dansk Erhverv, Horesta samt Bager- og Konditormestrene i Danmark, vil derfor gøre deres medlemmer opmærksomme på problemstillingen, og opfordre dem til ikke at anvende og aftage æg fra EU produceret i traditionelle bure.
Fakta:
Rådets direktiv 1999/74/EF af 19. juli 1999 om mindstekrav til beskyttelse af æglæggende høner fastslår, at det pr. 1.januar 2012 ikke længere er tilladt at anvende ikke-stimulusberigede bure i besætninger med mindst 350 æglæggende høner.
Et stimulusberiget bur har mere gulvplads og højde end traditionelle bure. Endvidere skal burene være forsynet med siddepinde, en rede og strøelse for at tilgodese hønernes adfærdsmæssige behov.
Et antal medlemsstater levede ikke fuldt ud op til kravet den 1. januar 2012, hvilket betyder, at anslået 60 millioner høns fortsat vil er i ikke-berigede bure ved forbuddets ikrafttrædel-se.
Der findes fire tilladte produktionsmetoder for æg i EU (økologiske æg, frilandsæg, skrabeæg, og bu-ræg). Antallet af æglæggende høner i Danmark forventes pr. 1. januar at være ca. 3,5 millioner, og fordele sig med ca. 18 % i økologisk produktion, ca. 7 % i fritgående produktion, ca. 24 % i produk-tion af skrabeæg og ca. 51 % i produktion af buræg (i berigede bure).
Æg kan herefter omsættes som klasse A æg (til direkte konsum) og klasse B æg (til brug i industrien). Danmark er stort set selvforsynende med konsumæg, men importerer æg til brug i fødevareindustrien.
For yderligere oplysninger:
Afdelingschef Per Krogsgaard Christiansen tlf. 2232 5588
For kontakt til fødevareministeren:
Pressesekretær Thor Seierø tlf. 2091 5901
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk