01/02-12
-
Pressemeddelelse
Nu kommer der Nøglehuller på menukortet
1.februar 2012 lanceres 'Nøglehullet på Spisesteder' til kantiner, restauranter, catering, hoteller, kursussteder. Ernæringsmærket Nøglehullet sidder i dag på godt 1200 fødevarer fra detailhandlen, og nu skal mærket også gøre det nemmere for danskerne at træffe et sundere valg, når de spiser i kantinen på jobbet, på restauranten eller på farten.
Snart bliver det nemmere for danskerne at vælge sundere måltider, når de går i kantinen på jobbet, skal på restaurant eller har brug for at købe mad på farten.
Onsdag præsenteres "Nøglehullet på Spisesteder", og fødevareminister Mette Gjerskov forventer, at de første kantiner og restauranter kan sætte nøglehulsmærkede retter på menukortet i løbet af foråret.
"Hjemme ved komfuret kan man selv bestemme, hvor meget fedt, salt og sukker, man vil putte i dagens ret. Men det skønnes, at danskerne spiser over én million måltider udenfor hjemmet hver dag, og her kan det være sværere at gennemskue, hvad der er det sundere valg. Med 'Nøglehullet på spisesteder' gør vi det nemmere, samtidig med, at restauranter og kantiner får mulighed for at markere sig med sundere alternativer, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Det er frivilligt for spisestederne at benytte 'Nøglehullet på spisesteder', men detailhandlen har hurtigt taget mærket til sig, og det er Mette Gjerskovs forventning, at det samme vil ske på restauranter og i kantiner landet over.
Gallamiddag med Nøglehullet
Fødevareministeren holder onsdag 1. februar tale ved en gallamiddag for branchefolk, køkkener og uddannelsesinstitutioner om de nye muligheder for at sætte Nøglehullet på menuen. Her får gæsterne dels serveret en Nøglehulsmærket menu, dels faglige oplæg og smagsprøver på mulighederne med 'Nøglehullet på spisesteder'.
Pressen er velkommen til lancering og gallamiddag d. 1. februar, klokken 10.30 på Hotel og Restaurantskolen, Vigerslev Allé 18, 2500 Valby. Tilmelding til Marianne Thye på email: ;mart@fvst.dk.
Hvad skal der på menuen
Kravene til spisestederne er bl.a., at restaurationer m.m. skal kunne tilbyde mindst en Nøglehulsmærket ret. Har kantinen buffetservering, skal der være både brød, pålæg og salat, som opfylder nøglehulskriterierne. Fødevarestyrelsen har blandt andet udviklet e-learningsprogrammer og et skræddersyet AMU-kursus, der skal sikre, at kokke og køkkenpersonale får de kompetencer, der er nødvendige. Så gæsterne med sikkerhed kan vælge de sundere alternativer på spisesteder med Nøglehullet.
Læs mere på http://www.noeglehullet.dk/Spisesteder/forside.htm
Fakta om Nøglehullet
Siden 2009 har producenter og detailhandelsbutikker kunnet markedsføre fødevarer med det fællesnordiske nøglehulsmærke. Mærket kan sættes på fødevarer, der lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre. Dermed gør Nøglehullet det nemt at vælge sundere og bruge kostrådene i hverdagen.
Læs mere på www.noeglehullet.dk
En undersøgelse fra december som YouGov har udarbejdet for Fødevarestyrelsen viser, at 88 procent af forbrugerne kender det grønne Nøglehul og 72 procent heraf forbinder det med et sundere valg. Halvdelen af forbrugerne vil meget gerne have et sundere valg på menukortet, når de spiser ude.
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk