18/04-12
-
Pressemeddelelse
Ny formand for grøn pengetank
Administrerende direktør for Chr. Hansen A/S bliver ny GUDP-bestyrelsesformand
Fødevareministeren har netop udpeget den 53-årige erhvervsmand Lars Frederiksen som formand for bestyrelsen for Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP). Til dagligt er Lars Frederiksen administrerende direktør for ingrediensgiganten Chr. Hansen A/S.
"Jeg er glad for, at vi har fået Lars Frederiksen med ombord i GUDP. Igen har GUDP fået en formand med internationalt format og en formand, der via sit daglige virke kender til vigtigheden af nytænkning, og at erhvervets grønne omstilling skal ske i tæt samarbejde mellem forskning og erhvervsliv. Det er sådan, vi får sat skub i udviklingen af grøn miljøteknologi, viden og job i fødevareindustrien", siger fødevareminister Mette Gjerskov.
GUDP er en moderne erhvervsstøtteordning, der er rettet mod at sikre en grøn omstilling af fødevareerhvervet. Målet er at skabe en større bæredygtighed - altså løse nogle af de klima- og miljømæssige problemer, samfundet står overfor - samtidig med, at økonomien hele tiden forbedres, så fødevaresektoren fortsat kan skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.
"Jeg glæder mig til at understøtte GUDP's arbejde med at styrke fødevaresektoren, så den på bedste vis bliver rustet til at imødekomme udfordringerne fra en stigende global efterspørgsel og konkurrence på fødevareområdet, samtidig med at klima- og miljøbelastningen reduceres. Jeg mener, at bæredygtighed, innovation og vækst kan gå hånd i hånd. Det kan blive et endnu stærkere brand for Danmark, end det allerede er. Derudover glæder jeg mig selvfølgelig også til at arbejde sammen med de andre bestyrelsesmedlemmer og medspillerne indenfor fødevareerhvervet", siger Lars Frederiksen.
Lars Frederiksen overtager efter Tom Knutzen
Lars Frederiksen overtager formandsposten efter Tom Knutzen, som har siddet som formand for GUDP-bestyrelsen siden etableringen af GUDP i foråret 2010. Tom Knutzen har set sig nødsaget til at fratræde som formand, fordi han flytter til Schweiz for at lede ingredienskoncernen Jungbunzlauer.
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk