03/05-12
-
Pressemeddelelse
Fødevareministeren indfører fjumreår
Ingen landmænd skal komme i klemme, når loven om randzoner i landbruget træder i kraft 1. september. Det slår fødevareminister Mette Gjerskov nu fast og indfører derfor en indkøringsfase, hvor landmanden slipper for bøder det første år, hvis der er tvivl om, hvor randzonerne skal ligge, fordi kortene er mangelfulde.
Randzonerne, der er indført af den tidligere regering, er op til 10 meter brede arealer langs vandløb og søer, hvor det bliver forbudt at dyrke afgrøder, sprøjte og gødske jorden. Formålet er at nedbringe udledningen af kvælstof, sprøjtegifte og skabe ny natur.
"Jeg har lyttet til de mange bekymrede landmænd, og jeg har i dag holdt møde med Landbrug & Fødevarer. De er ikke glade for randzoneloven. Den skal dog gennemføres, fordi det er et både naturvenligt og omkostningseffektivt redskab. Men jeg lover landmændene, at jeg vil gennemføre loven ordentligt og redeligt, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Loven har på det seneste ført til en del debat. Især har det vejledende kortmateriale til placering af de kommende dyrkningsfrie arealer affødt en del misforståelser om, hvordan man som landmand skal forholde sig.
"Hidtil har der været lagt op til, at det var landmandens problem, hvis der var usikkerhed om kortene. Det synes jeg ikke er rimeligt. Nu påtager jeg mig ansvaret, og giver landmændene et fjumreår. Ingen landmænd skal have ødelagt nattesøvnen på grund af tvivl om randzonerne, derfor giver jeg en garanti for, at der ikke vil blive givet bødestraffe det første år, med mindre man fuldstændig åbenlyst har valgt at ignorere loven," siger Mette Gjerskov.
Der vil heller ikke blive grebet ind overfor de landmænd, der søger dispensation for randzonerne, fordi alt for meget af deres jord står til at blive inddraget.
"En landmand skal maksimalt have randzoner på 5 procent af sit areal. Har han f.eks. flere vandløb og dermed mere randzone, kan han søge dispensation. Heller ikke i denne situation vil der blive udelt bøder i indkøringsfasen det første år", siger Mette Gjerskov.
Fakta
Tidsplan for gennemførelse af randzoneloven
- Primo juli fastsættes randzonebredden samtidigt med, at et kompensationskort offentliggøres. Herefter er det muligt for landmanden at indsende rettelser til kompensationskortet.
- 1. september træder randzoneloven i kraft. I perioden 1. september til 1. oktober 2012 vil der være mulighed for at indsende anmodning om dispensation.
- 1. februar 2013 er anmodninger om dispensation sagsbehandlet i NaturErhvervstyrelsen. På dette tidspunkt kan der søges om kompensation.
- 1. september 2013 afsluttes indkøringsfasen.
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk