14/06-12
-
Pressemeddelelse
EU på vej mod mere bæredygtigt fiskeri
Ministerrådet er i nat nået til enighed om generelle principper for et forbud mod udsmid af fisk, gennemførelse af maksimalt bæredygtigt udbytte og regionalisering af fiskeriforvaltningen
"Jeg er meget tilfreds med, at det i dag er lykkes at sætte punktum for nogle af de centrale forhandlinger om EU's fiskeripolitik. Det betyder, at vi er godt på vej mod en gennemgribende reform, der sikrer mere bæredygtigt fiskeri i fremtiden. Nu er det ikke længere et spørgsmål om vi vil forbyde udsmid af fisk - men hvornår og hvordan", siger rådets formand, den danske fødevareminister Mette Gjerskov og tilføjer:
"Det har været det danske formandskabs mål at opnå tilslutning til en generel indstilling til både grundforordningen og til den fælles markedsordning for fisk, og det mål har vi nået her til aften".
De tre grundprincipper, formandskabet har opnået tilslutning til er:
- Gennemførelse af maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY). For flest mulige arter i 2015 og for alle senest i 2020. MSY er den optimale fangst, der hvert år kan fiskes på den enkelte bestand uden at bringe den i fare.
- Forbud mod udsmid af fisk (discard). Det er aftalt at indføre et gradvist forbud mod udsmid af fisk startende i 2014.
- Regionalisering af beslutningsprocesserne. Mindre detailstyring fra Bruxelles som betyder mere smidig forvaltning af fiskeriet.
Markedsordning og fiskerifond
Ministerrådet har også tilsluttet sig en generel indstilling om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter. De væsentligste elementer i den nye markedsordning er stop for interventionsopkøb af fiskeprodukter, en styrkelse af producentorganisationernes rolle og mere information til forbrugerne med blandt en miljømærkning.
Endelig har rådet tilsluttet sig en fremskridtsrapport om forhandlingerne om den nye Hav- og Fiskerifond, EMFF, der bliver et vigtigt redskab for at opnå målene i fiskeripolitikken.
Europa-Parlamentet og Ministerrådet skal i fællesskab blive enige om en reform af fiskeripolitikken. Med den generelle indstilling om basis reformen og markedsordningen er ministerrådet klar til at indlede drøftelser med Europa-Parlamentet.
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk