31/08-12
-
Pressemeddelelse
Justering af krav til antibiotikaforbrug i landbruget
Siden begyndelsen af 2010 er antibiotikaforbruget i den danske svineproduktion faldet markant. Omkring årsskiftet 2011/12 konstaterede Fødevarestyrelsen en mindre stigning i forbruget.
For at fastholde de ellers så positive resultater gennemføres nu en mindre reduktion af grænseværdierne for antibiotikaforbrug.
- Da vi introducerede gult kort ordningen, var det en del af konceptet, at grænseværdierne løbende skulle justeres, efterhånden som landmændene fik reduceret deres antibiotikaforbrug, forklarer veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Per Henriksen.
- Med justeringen fastholder vi incitamentet til at begrænse antibiotikaforbruget til det laveste fagligt forsvarlige niveau, siger veterinærdirektøren.
Fakta om Gult kort og grænseværdier
Dynamiske grænseværdier for antibiotika blev indført som en del af veterinærforliget mellem Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Forliget blev indgået i august 2008 og suppleret med en aftale i oktober 2010.
Svinebesætninger, der overskrider grænseværdierne for antibiotikaforbrug får et gult kort, der er et påbud om at nedbringe deres medicinforbrug. Nedbringer besætningen ikke sit medicinforbrug, kan Fødevarestyrelsen påbyde yderligere tiltag i besætningen. Fra juni 2013 vil Fødevarestyrelsen derudover pålægge besætninger, der overskrider grænseværdierne, flere rådgivningsbesøg og øget kontrol.
Kvægbesætninger, der overskrider grænseværdierne for antibiotikaforbrug, kan fra juni 2013 også pålægges flere rådgivningsbesøg og vil lige som svinebesætninger blive omfattet af øget kontrol.
Før Fødevarestyrelsen træffer en endelig afgørelse om ekstra rådgivning, vil producenten blive hørt på sædvanlig vis. Besætninger, vil i givet fald blive pålagt ekstra rådgivning og kontrol i mindst to år.
For at give landmænd mulighed for at indrette sig efter de nye regler, bliver de først anvendt fra 1. juni 2013. Her kan man opgøre et ni måneders gennemsnit for det forbrug, der ligger efter den 1. september 2012.
Kontakt
Yderligere oplysninger: Specialkonsulent Tim Petersen, tlf. 72 27 66 48
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk