Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
05/09-12   -   Pressemeddelelse

I dag får Danmark en ny miljølov

I dag træder randzoneloven i kraft. Dermed får Danmark sin mest ambitiøse miljølov i mange år. Loven vil i de kommende år give danskerne adgang til ny natur i et område på størrelse med Bornholm.

Danmark bliver mere miljøvenligt i dag. Den nye randzonelov træder nemlig i kraft, og det betyder, at Danmark tager et stort skridt i retning af et renere miljø. Det er en stor dag for Danmark, mener fødevareminister Mette Gjerskov.

"Randzonerne giver os masser af miljø for pengene, og efter alt for mange år med frivillige ordninger og tom snak forpligter vi os nu til at gøre noget for vandmiljøet," siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Randzonerne gør både skadevirkningerne af sprøjtegifte mindre, skaber mere sammenhængende natur og reducerer udledning af kvælstof og fosfor.

Samtidig vil danskerne over de kommende år få adgang til de nye arealer i takt med, at de bliver til natur og lever op til naturbeskyttelsesloven.

"Områderne omkring vores søer og vandløb er noget af det smukkeste, vi har, når det står i fuldt flor. Derfor vil vi gerne give danskerne mulighed for at opleve de områder samtidig med, at vi gør noget godt for miljøet," siger Mette Gjerskov.

I den forbindelse har Fødevareministeriet lavet en kampagne, der oplyser danskerne om de rettigheder og i særdeleshed pligter, der er, når man færdes i randzonerne.

"Det er selvfølgelig vigtigt, at man passer godt på vores fælles natur og respekterer, at det stadig er landmændenes private grund, man får lov at gå tur på. Derfor har vi sat fokus på de retningslinjer der gælder, og som folk skal respektere," siger Mette Gjerskov.

Læs mere om kampagnen på www.randzoner.dk

Danmark laver randzonerne for at leve op til EU's miljølovgivning. Randzoneloven blev vedtaget af den tidligere regering og Dansk Folkeparti i 2011 som et led i deres plan Grøn Vækst fra 2009.

I Grøn Vækst blev det lovet, at randzonerne skulle erstatte, de 160.000 ha braklagt jord som siden 2005 er blevet til landbrugsjord. Det svarer til et areal langt større end Lolland.

Der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt det er ekspropriation at indføre randzonerne. Det har Kammeradvokaten vurderet og konkluderet, at det ikke er.

Landmændene får kompensation for randzonerne og vil i alt modtage 210 millioner kroner om året for arealerne.

Fødevareministeriet har fremlagt kort som skal hjælpe til, at landmændene kan modtage kompensation for randzonerne. Det har aldrig været meningen, at kortene skulle udpege, hvor der skal være randzoner.

Fødevareministeriet har givet landmænd og myndigheder en indkøringsperiode - et såkaldt fjumreår - for at sikre en fair chance for at indføre randzonerne korrekt i de tilfælde, hvor der måtte være tvivl. Her vil landmændene ikke blive sanktioneret. Åbenlyst lovbrud vil naturligvis blive straffet.

Pressekontakt, særlig rådgiver, Esben Baltzer-Nielsen, tlf: 2220 1725

Relevant information

http://www.fvm.dk


Pressekontakt


Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater