12/09-12
-
Pressemeddelelse
Ulovlige østers på menuen i Jomfru Ane Gade
NaturErhvervstyrelsen advarer mod friske limfjordsøsters, efter at fiskerikontrollører har afsløret, at en restaurant i Aalborgs Jomfru Ane Gade i sidste uge havde de ulovlige skaldyr på menuen.
NaturErhvervstyrelsen har ikke i øjeblikket udstedt tilladelser til østersfiskeri i Limfjorden og de fangede østers har dermed ikke været kontrolleret for blandt andet algegifte af myndighederne.
Afsløringen af restauranten kom efter et anonymt forbrugertip om, at en bil skulle have afhentet limfjordsøsters og hummere fra et skur på havnen i Jegindø. Ud fra bilens registreringsnummer kunne fiskerikontrollørerne spore sig frem til indehaveren af restaurant Cox Orange i Aalborg.
Fødevarestyrelsen skal åbne området for østersfiskeri, på basis af prøver af både vand og østers fra fangstpladsen. Dette sikrer, at antallet af colibakterier ikke er for højt og at der ikke er algetoksiner i østersene.
Virksomheden kan nu se frem til en bøde fra NaturErhvervstyrelsen.
Fiskerikontrollørerne tog i forbindelse med kontrollen kontakt til
Fødevarestyrelsens Rejsehold, der har varslet virksomheden bøder for manglende sporbarhed samt for salg af farlige fødevarer.
Fødevarestyrelsen anser det da også i øjeblikket for at være forbundet med en ikke ubetydelig risiko at spise friske østers fra Limfjorden.
Skulle man blive tilbudt friske Limfjordsøsters, vil NaturErhvervstyrelsens Fiskeriinspektorat Vest gerne kontaktes på tlf. eller mail, da man ser med stor alvor på det.
Tlf. nr. 72185769 mail frederikshavn(at)naturerhverv.dk
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk