06/11-12
-
Pressemeddelelse
Samarbejde er vejen til flere arbejdspladser
Dialog og samarbejde er vejen til både vækst og grønne arbejdspladser i landbruget - sådan konkluderer fødevareministeren forud for deltagelsen i Landbrug & Fødevarers årsmøde i Herning d. 7.-8. november.
Bølgerne er til tider gået højt, og tonen har været skarp henover sommeren, når fødevareministeren og landmændene har diskuteret miljøkrav, randzoner og rammevilkår.
Men trods uenigheder har der været holdt fast i den konstruktive dialog på et højt fagligt niveau. Sådan konkluderer fødevareminister Mette Gjerskov og slår fast, at hun vil lytte til landbruget, for bestræbelserne på at sikre miljøet og styrke den grønne indsats skal ske i et samarbejde.
- Jeg har rejst landet rundt for at mødes med landmænd og høre om de problemer, de oplever. Vi er ikke enige om alt - det tror jeg ikke er nogen hemmelighed - men vi er enige om, at man kommer længst med dialog og et samarbejde, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Hun har de seneste måneder debatteret med landbruget på særdeles velbesøgte stormøder i både Billund, Horsens, Aalborg, Vissenbjerg og Sorø.
Regeringen og landbruget står over for en række udfordringer, der ifølge Mette Gjerskov kun kan løses i fællesskab. Der skal skabes flere arbejdspladser i Danmark, udvikles kvalitetsfødevarer og skabes bedre naturbeskyttelse.
- Regeringen ønsker åbenhed og samspil. Derfor har vi bl.a. nedsat Natur- og landbrugskommissionen, som landbruget aktivt kan spille ind med initiativer til. Det kan de også til vandplanerne, hvor jeg netop har givet muligheden for, at de kan komme med egne alternativer til at nedbringe udledningen af kvælstof, så længe forskerne siger god for effekten. Jeg ønsker landbruget spiller konstruktivt med. De der bidrager, får også indflydelse, siger Mette Gjerskov.
Ifølge ministeren skal der også ses nærmere på både landbrugets gældsproblemer og unge landmænds muligheder for at etablere sig i det trængte erhverv. Her har regeringen netop indført Landbrugets Finansieringsbank, og der afsættes millioner til ekstra vækstkautioner for gældsramte landbrug. Samtidig slår ministeren også fast, at der fremover skal ses nærmere på miljøreguleringen.
- Skal der både være plads til natur og flere arbejdspladser, så skal miljøreguleringen også fokusere på udledning og ikke produktion. Vi siger jo heller ikke til en stolefabrik, at den kun må producere 100 stole. Vi siger jo, at den må lave så mange stole den vil - bare det ikke forurener. Sådan skal det også være for landbruget, siger Mette Gjerskov.
I debatten har landbruget ofte fremført, at miljøindsatsen burde målrettes endnu mere. Ministeren er enig og understreger, at der arbejdes på højtryk for at finde de virkemidler, der fungerer bedst og billigst. Lige nu er ønskescenarier og gode ideer dog endnu et stykke foran forskere og dokumentationen. Men den bedste løsning skal findes i samarbejde mellem Natur- og landbrugskommissionen, regeringen og landbruget.
- Landbruget ER et af Danmarks vigtigste erhverv. Det leverer cool cash til landet, det leverer job, der hvor vi har allermest brug for dem, og det leverer mad på bordet til os alle - hver dag. Den position skal vi fastholde og styrke, og det gør vi bedst i et samarbejde, siger Mette Gjerskov.
Landbrug & Fødevarers delegeretmøde er onsdag d. 7. nov. og torsdag d. 8. nov. i Herning, og der deltager omkring 500 landmænd.
For yderligere oplysninger:
Esben Baltzer Nielsen, særlig rådgiver fødevareministeriet, tlf.: 22 20 17 25
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk