21/11-12
-
Pressemeddelelse
Gjerskov iværksætter analyse af svineeksport til Tyskland
Fødevareminister Mette Gjerskov iværksætter en analyse af eksport af grise til opfedning og slagtning i Tyskland. Antallet af slagtninger i Danmark er faldet i 2012. Ministeren er bekymret for, at det kan koste arbejdspladser herhjemme. Analysen ventes færdig inden jul
I de senere år er der sket en stor vækst i eksporten af smågrise til opfedning og slagtning i udlandet, især Tyskland. Samtidig kan vi nu se et fald i slagtninger i Danmark, og det har betydning for beskæftigelsen. Derfor iværksætter fødevareministeren en analyse af årsagerne til udviklingen:
"Vi har brug for flere arbejdspladser herhjemme. Danmark skal ikke bare være underleverandør af grise til tyske arbejdspladser. Det fald i produktionen af danske slagtesvin, vi har set i 2012, er bekymrende. Derfor har jeg bedt eksperter om en analyse af årsagerne til den udvikling", siger fødevareminister Mette Gjerskov, der lægger vægt på at få et solidt fagligt grundlag.
For at skabe et bredt fundament for fremadrettede initiativer vil ministeren involvere interessenterne fra begyndelsen.
"Vi har ikke råd til hovsa løsninger. Derfor er det for tidlig at lægge sig fast på midlet, men målet -at bevare arbejdspladser i Danmark - er klart", siger fødevareministeren, der forventer, at analysen er færdig inden jul.
Fakta om eksport af smågrise og slagtninger i Danmark
Eksporten af smågrise til opfedning og slagtning i udlandet, især Tyskland, er vokset fra ca. 2 millioner grise i 2004 til mere end 8 millioner i 2011. I samme periode har slagtningerne i Danmark ligget nogenlunde stabilt. Men i de første otte måneder af 2012 er det sket et fald på godt 1 million slagtninger sammenlignet med samme periode i 2011.
Kontakt:
Chefkonsulent Lars Christian Engelsborg Hansen
Tlf. 22 48 20 66
laha@fvm.dk
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk