Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
18/01-13   -   Pressemeddelelse

Fiskeriaftale med Norge er i hus

Tredje gang er lykkens gang! Det gamle ordsprog blev nok en gang bekræftet, da det her til morgen lykkedes for EU's forhandlere at få en fiskeriaftale med Norge i hus. Det betyder, at de vigtige fiskerier i Nordsøen og Skagerrak kan fortsætte i 2013 i både EU-farvande og norske farvande. Fødevareminister Mette Gjerskov er glad for, at en målrettet indsats for et mere bæredygtigt fiskeri nu giver bonus for fiskerne og arbejdspladser i udkantsområderne. Hun understreger, at det er et godt eksempel på grøn omstilling.

Resultatet er, at en række kvoter i år stiger eller holdes på uændret niveau, og kun enkelte kvoter bliver mindre. Men der måtte i år en ekstra tredje forhandlingsrunde til, før der kunne sættes underskrifter på den vigtige aftale.

"Jeg er dobbelt glad; glad på fiskenes vegne og glad på fiskerierhvervets vegne. Aftalen afspejler, at en målrettet indsats for et bæredygtig fiskeri har givet bonus. Stort set alle bestande har det i dag bedre end for bare få år siden. Derfor er der generelt også plads til at fange flere fisk," siger fødevareminister Mette Gjerskov.

For danske fiskere er det vigtigste nok, at kvoterne for torsk i Nordsøen og Skagerrak videreføres uændret.

Et dansk ønske har været, at der stilles krav om mere selektive redskaber, så man bedre undgår utilsigtede bifangster af torsk. Det er nu op til EU at fastsætte, hvilke specifikke krav for selektive fangstredskaber, der skal gælde.

Også de vigtige kvoter for sild, rødspætter, sej og kuller stiger markant i Nordsøen og Skagerrak.

"Det her bekræfter, at hvis vi baserer forvaltningen på langsigtede bæredygtige forvaltningsplaner og foreslår grønne alternativer, så giver det bonus både for naturen og for fiskerierhvervet på den lange bane. Det ser lyst ud for fiskeriet. I mange år har det kun gået en vej for dansk fiskeri, nu kan det gå fremad igen. Flere fisk betyder også flere arbejdspladser i udkantsområderne. Det kalder jeg grøn omstilling, og det er lige, hvad vi har brug for," slutter Mette Gjerskov.

Et nyt grønt initiativ i aftalen er, at der nedsættes en arbejdsgruppe, med deltagelse af redskabseksperter, forvaltere og erhvervet, som i løbet af 2013 skal komme med forslag til endnu flere forbedringer af selektiviteten i fiskeriet. Når anbefalingerne foreligger, er der grundlag for endnu mere grøn omstilling i fiskeriet.

Norge og EU er også blevet enige om at fastsætte deres andel af kvoten for makrel på 90 pct., hvilket er det samme som i 2012.

Eneste skuffelse er, at det ikke lykkedes at blive enige om en ny adgangsaftale i Skagerrak, men alene en ny midlertidig forlængelse af den gamle aftale.

Vigtigste resultater af forhandlingerne:

· Torskekvoten i Nordsøen og Skagerrak fortsættes uændret, herunder den ekstra kvote på 12 pct. til forsøg med kameraovervågning af fiskeriet (fuldt dokumenteret fiskeri).

· Kvoterne for sild stiger med 18 pct. i Nordsøen og 22 pct. i Skagerrak, bifangstkvoten i Nordsøen sænkes ca. 19 pct., mens bifangstkvoten i Skagerrak er uændret.

· Kvoterne for rødspætte stiger med 15 pct. i både Nordsøen og Skagerrak.

· Kvoten for sej i Nordsøen og Skagerrak stiger med 15 pct.

· Kvoten for kuller i Nordsøen og Skagerrak stiger med 15 pct.

· Norge og EU er også blevet enige om at fastsætte deres andel af kvoten for makrel på 90 pct., hvilket er det samme som i 2012. Kvoten for makrel falder dermed til 490.000 tons for EU og Norge.

· Kvoten for brisling i Skagerrak falder med 21 pct.

· Kvoten for "andre arter" i norsk zone i Nordsøen stiger med 30 pct. til 6.500 ton, mens der i Skagerrak som noget nyt fastsættes én fælles kvote for "andre arter" på 10.000 ton.

· Der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til endnu flere forbedringer af selektiviteten i fiskeriet særligt i Nordsøen.

Relevant information

http://www.fvm.dk


Pressekontakt


Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater