25/02-13
-
Pressemeddelelse
Hest i prøveresultater fra kødprodukter fra Hårby Slagtehus
Som led i kontrolaktiviteter efter afsløringen af hestekød deklareret som oksekød i færdigretter i Danmark, har Fødevarestyrelsens Rejsehold besøgt Hårby Slagtehus i sidste uge. Virksomheden har været under mistanke for at sælge oksekød til deres kunder uden at angive, at der er iblandet kød fra andre dyrearter. Hårby Slagtehus slagter til daglig flere forskellige dyrearter, og dette har været med til at skærpe Fødevarestyrelsens opmærksomhed.
Hårby Slagtehus oplyser selv, at deres kunder er bekendt med at der er hestekød i de produkter, som virksomheden sælger under navnet 'pizzakød' og 'formede bøffer'. Rejseholdet har derfor foretaget kontrol hos seks fødevarevirksomheder - to pizzeriaer og fire grillbarer - der havde købt 'pizzakød' og 'formede bøffer' fra Hårby. Alle virksomhederne har oplyst at de var af den overbevisning, at de har købt oksekød hos Hårby. Ved de seks virksomheder blev der udtaget ni prøver af 'pizzakød' og 'formede bøffer'.
Hest i prøver udtaget hos kunder fra Hårby Slagtehus
Resultatet af prøverne ligger nu klar og viser, at der er fundet hestekød og/eller svinekød i kødprodukter, solgt fra Hårby til omkringliggende pizzeriaer og grillbarer. Fødevarestyrelsen har udtaget prøver i to pizzeriaer og 4 grillbarer og resultatet er følgende:
3 prøver: Påvist DNA fra hest
5 prøver: Påvist DNA fra hest samt påvist DNA fra svin
1 prøve: Påvist DNA fra svin
Dertil kommer en prøve fra en privatkunde hos Hårby, som påviser DNA fra hest og spor af svinekød i det købte produkt. Kunden selv oplyser, at vedkommende købte kødet i den tro at det var 100 % oksekød
Alt i alt giver prøveresultaterne og de undersøgelser, som Fødevarestyrelsen har foretaget hos Hårby og Hårbys kunder, mistanke om at virksomheden har solgt oksekød uden at angive, at der var iblandet heste- og svinekød. Fødevarestyrelsen har på den baggrund besluttet at politianmelde Hårby Slagtehus. Endvidere kan det oplyses at Hårby Slagtehus ikke besidder et næringsbrev, som ellers er påkrævet for at drive en fødevarevirksomhed.
Fødevarestyrelsens Rejsehold har yderligere besøgt en række andre fødevarevirksomheder i området, som man vurderede kunne være potentielle kunder hos Hårby. Sagsbehandlingen i disse sager forventes tilendebragt i den kommende uge.
Kontakt
Leder af Fødevarestyrelsens Rejsehold:
Michael Rosenmark tlf: 72276460
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk