01/03-13
-
Pressemeddelelse
Ris pilaf med kylling kåret som Årets Etniske Nøglehulsopskrift
Syv Bydelsmødregrupper har udviklet hver deres nøglehulsopskrift, der er inspireret af det arabiske og afrikanske køkken.
Vinderen af "Årets Etniske Nøglehulsopskrift 2013" med flest forbrugerstemmer er Beryani (Ris pilaf med kylling, kartofler og mandler). En opskrift udviklet af Bydelsmødrene fra Aarhus. En sikker nummer to blev "Zira-machili aur Podina-chawal" (Fisk i tomatsovs med ris) udviklet af Bydelsmødrene fra Amager. De stolte vindere blev i dag den 28. februar fejret ved en festlighed i Fødevareministeriet.
"De lækre etniske nøglehulsopskrifter og den gode stemning under kampagnen er et fint eksempel på den type sund madglæde, jeg gerne vil fremme. Det er godt, at Nøglehullet nu også får inspiration fra det arabiske og afrikanske køkken. Mad er et stærkt redskab for kulturforståelse, og derfor er jeg glad for ministeriets samarbejde med Bydelsmødrene", siger Fødevareminister Mette Gjerskov, der i dag har besøgt de vindende bydelsmødre i Århus, der serverede en gang sund og velsmagende beryani for ministeren.
Bydelsmødrenes Landsorganisation bakker op om ministerens ønske om sund madglæde uanset nationalitet. Derfor har de landet over gjort en stor indsats for at samle stemmer og udbrede kenskabet til Nøglehullet ved at hænge plakater op på biblioteker, aktivitetshuse og til fredagsbønnen i moskeer.
"Det er vigtigt at sprede viden om, at etnisk mad også kan være sundt. Kampagnen om Årets etniske nøglehulsopskrift viser, at Nøglehullet er en god og enkel måde at fortælle om sundhed på, siger Seniorkonsulent hos Bydelsmødrenes Landsorganisation, Mai-Britt Haugaard Jeppesen.
De nøglehulsmærkede opskrifter er udviklet efter samme krav, som der stilles til nøglehulsmærkede produkter. Det betyder, at der sparet på både fedt, sukker og salt, mens der er skruet op for fibre og fuldkorn.
Yderligere oplysninger:
Projektleder for Nøglehulsmærket, Marianne Dittmann, tlf. 72 27 66 85 eller
Seniorkonsulent hos Bydelsmødrene Mai-Britt Haugaard Jeppesen tlf. 30 17 78 03
Kontakt til fødevareministeren:
Pressesekretær Karin Møller-Olsen, tlf. 25 38 95 93
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk