14/03-13
-
Pressemeddelelse
Certifikat fejrer hundrede år med milliardeksport
Den 17. marts 1913 blev 100 rosenbuske og 131 frugttræer fra Mathiesens Planteskole ved Korsør blåstemplet med det første certifikat udstedt af en dansk myndighed. Certifikatet gjorde, at planterne kunne eksporteres til Amerika, der ellers havde lukket for import af planter af frygt for plantesygdomme og skadedyr.
I dag - 100 år efter det første certifikat - udsteder NaturErhvervstyrelsen hvert år mellem 12.000 og 14.000 plantesundhedscertifikater til lande uden for EU. Eksporten af planter til disse lande havde sidste år en værdi på ca. 1,2 milliarder kroner, uden fokus på reeksport, hvilket svarer til mindst 400 danske arbejdspladser.
"De danske myndigheder har igennem 100 år opbygget en troværdig og effektiv plantekontrol, som har skabt gode eksportrammer uden for EU. Tilliden til sundhed og kvalitet af danske produkter er altafgørende for dansk eksport og vækst, og det er plantesundhedscertifikatet et rigtig godt eksempel på. Det kan vi være stolte over," siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Da certifikatet blev født
Det gjorde ondt på danske planteskoler og gartnerier, da De Nordamerikanske Fristater for godt 100 år siden lukkede for importen af oversøiske planter. Amerikanerne havde erkendt, at udenlandske planter, plantesygdomme og skadedyr udgjorde en trussel mod den amerikanske natur og plantesundhed. Staterne vedtog et importforbud, som også ramte Danmark, der ikke længere kunne sælge planter til Amerika.
I kølvandet på amerikanerne lukkede mange andre lande også grænserne for planteimport. Som svar på denne bølge af grønne handelshindringer og efter ønske fra danske gartnere og planteskoler etablerede Landbrugsministeriet "Tilsyn med Planteskoler og Planteskoleartikler", der i dag er en del af NaturErhvervstyrelsen.
"Danmark er en lille åben økonomi, som lever af at finde nye løsninger, når vores omverden ændrer sig. Det gjaldt for 100 år siden i Landbrugsministeriet, og det gælder for arbejdet i Fødevareministeriet i dag. Fødevareministeriet skal hele tiden arbejde for erhvervets eksportvilkår, så vi skaber rammerne for vækst og nye arbejdspladser," siger Mette Gjerskov.
Ideen bag det offentlige tilsyn var, at en statslig eksportkontrol kunne give de fornødne garantier og, som det siden har udviklet sig, hindre udbredelsen af plantesygdomme og skadedyr og dermed sikre den danske eksport. To opgaver, som i dag bliver varetaget af NaturErhvervstyrelsen.
Se det første certifikat udstedt i 1913 her
Yderligere oplysninger:
Michael Dahl, Naturerhvervstyrelsen, tlf. 25 10 53 43
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk