13/06-13
-
Pressemeddelelse
Fødevareministeren kalder natur- og landbrugsorganisationer i samråd
Spørgeretten vendes når Fødevareminister Mette Gjerskov indkalder Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening i samråd på Folkemødet den 15. juni.
Normalt er det politikerne, der svarer på spørgsmålene. Men på årets Folkemøde på Bornholm har Fødevareministeriet i fællesskab med Miljøministeriet arrangeret et alternativt samråd, hvor det er natur- og landbrugsorganisationernes tur til at sidde i den varme stol og svare på, hvordan vi får bedre natur og et fremtidssikret landbrug. Og alle deltagere på Folkemødet er inviteret med til at udfordre organisationer såvel som politikere.
"Samrådet bliver forhåbentlig en underholdende og anderledes diskussion om et meget vigtigt emne, nemlig fremtiden for vores natur og landbrug. Jeg glæder mig til at lytte og for en gangs skyld at skulle forberede spørgsmål frem for svar", siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Samrådsspørgsmål
De politisk ansvarlige fra de tre store natur- og landbrugsorganisationer vil blive udfordret, på hvordan de vil bidrage til fremtidens natur og landbrug. Samrådsspørgsmålene er:
- Hvordan vil du sikre, at din organisation bidrager positivt til eventuel implementering af mere målrettet regulering?
- Hvordan mener du, at hensynet til naturen kan gå hånd i hånd med vækst, bedre økonomi og flere jobs?
Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, og Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, vil blive udspurgt om deres visioner og tidsperspektiv for fremtidens løsninger.
Udover fødevareministeren deltager blandt andre Mette Bock, Liberal Alliance, og René Christensen, Dansk Folkeparti.
Det alternative samråd arrangeres i fællesskab af både Fødevareministeriet og Miljøministeriet.
TID OG STED:
Lørdag den 15.juni kl. 14.00 - 15.00
Mødelokalet ved Lindeplads på Havnen
Yderligere information:
Specialkonsulent i Fødevareministeriet, Caspar Strand, tlf. 20 60 03 02
Læs mere om arrangementet og fremtidens natur og landbrug på www.fvm.dk og www.mim.dk
Mette Gjerskovs program til Folkemødet
Se hvor aktiviteterne foregår i programmet for Folkemødet.
Fredag den 14. juni
14:30-14:5
Debat med Landbrug & Fødevarer: Økologi i de offentlige måltider - fornuft eller ideologi
16:15-16:50
Debat med Danmarks Naturfredningsforening: Er økologi utopi eller et reelt alternativ?
17:00-17:45
Debat med NNF: Hvordan skaber fødevaresektoren vækst og beskæftigelse?
18:00-19:00
Arrangement med Christel Schaldemose (MEP): Kom og få en snak om kemi i fødevarer og fødevaresikkerhed.
Lørdag den 15. juni
9:30-9:45
Besøg til Dyrenes Beskyttelses kampagne om årets ægtivist
10:00-10:50
Debat hos Arla: Andelsbevægelsens styrker og udfordringer i forhold til grøn vækst
12:30-13:30
Debat hos Madkulturen: Hvordan får vi bedre mad til alle?
14:00-15:00
Debat om fremtidens natur og landbrug: Det alternative samråd
16:00-16:30
Arrangement i S-teltet: Kom og få en snak med fødevareministeren
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk