Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
13/06-13   -   Pressemeddelelse

Dobbelt op på fuldkorn

Danskerne spiser nu i gennemsnit 55 gram fuldkorn om dagen, og 27 pct. får nu den anbefalede mængde. Det er næsten dobbelt så meget fuldkorn som før fuldkornkampagnens start. Tidligere fik kun 6 pct. af danskerne den anbefalede mængde og spiste i gennemsnit kun 32 gram fuldkorn om dagen.

Danskerne har for alvor taget budskabet om at spise mere fuldkorn til sig, og indtaget af fuldkorn er steget markant de sidste år. Det viser en midtvejsmåling fra den seneste kostundersøgelse, som DTU Fødevareinstituttet har foretaget. Den positive udvikling ses hos både børn og voksne: 36 pct. af alle børn og 25 pct. af alle voksne får nu den anbefalede mængde, sammenlignet med kun hhv. 5 pct. og 7 pct. før kampagnen gik i gang i 2009.

"Tallene viser, at det er muligt at fremme bedre kostvaner ved at gøre det nemt og synligt, når maden er sundere. Det er ganske enkelt blevet meget nemmere for danskerne at få mere fuldkorn bl.a. ved hjælp af fuldkornslogoet og nøglehulsmærket. Det er en meget glædelig udvikling," siger Fødevareminister Mette Gjerskov.

Fælles indsats
Hos Fuldkornspartnerskabet er man ikke i tvivl om, at den positive udvikling skyldes den fælles indsats på tværs af organisationer, som er grundlaget for partnerskabets arbejde.

"Det resultat, vi ser nu, kunne ikke lade sig gøre, hvis indsatsen kun havde været forankret i én organisation. Styrken er, at vi er 31 virksomheder, Fødevarestyrelsen og sundheds-NGO'er, som arbejder sammen om at få danskerne til at spise mere fuldkorn, og at vi hver især bidrager med hver vores styrker," siger Niels Brinch-Nielsen, som er bestyrelsesformand for Fuldkornspartnerskabet. Han fortsætter:

"Når man som producent overvejer at udvikle et nyt produkt i dag, så tænker man på fuldkorn, før man tænker på noget som helst andet. Så stærkt er fuldkornslogoet og budskabet blevet i dag.
Vi ser en øget tilstrømning af virksomheder, som søger medlemskab i Fuldkornspartnerskabet, og jo flere der arbejder med fuldkorn, desto bedre er det for folkesundheden".

Tid til nye mål
På trods af den positive udvikling i indtaget af fuldkorn i den danske befolkning, er der fortsat en opgave at løfte:

"Der er stadig nogle befolkningsgrupper, som ligger langt fra målet. Det ligger os meget på sinde at få dem, der spiser allermindst fuldkorn til at spise mere. Det er dem, vi vil målrette nye indsatser mod," siger Susanne Tøttenborg fra Kræftens Bekæmpelse.

Fakta om fuldkorn
Fuldkorn er en del af de 8 kostråd, og lever du efter kostrådene, vil kroppen få dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Samtidig nedsætter du risikoen for livsstilssygdomme som hjerte-karsygdomme, type 2 diabetes, visse former for kræft og forebygger, at du tager på i vægt.

Fakta om fuldkornskampagnen
Før Fuldkornskampagnen gik i gang blev der kun spist 32 gram fuldkorn om dagen i gennemsnit for den danske befolkning. Nu er danskernes indtag steget til 55 gram fuldkorn om dagen. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser 75 g fuldkorn om dagen. Eftersom voksne har forskellige energibehov, afhængigt af køn, alder, vægt, osv., er anbefalingen givet som en standard.

Fakta om DTUs midtvejsmåling for kostundersøgelsen
Kort om rapporten:
DTU Fødevareinstituttet har i samarbejde med Fuldkornspartnerskabet undersøgt, hvor meget fuldkorn danskerne spiser. Beregningerne i undersøgelsen er baseret på nye data om danskernes kostvaner og nye informationer om indholdet af fuldkorn i fødevarer på det danske marked. Data er indsamlet fra april 2011 til juli 2012. 1.872 danskere fra 7-75 år har deltaget i undersøgelsen. Den tidligere opgørelse af danskernes fuldkornsindtag er fra 2004.

Udvikling i den gennemsnitlige fuldkornsindtag blandt den danske befolkning:

Gruppe
Kostundersøgelse 2000-2004
Midtvejsmåling kostundersøgelse

Alle:
32g/dag 36g/10 Megajoule/dag
55g/dag - 60g/10 Megajoule/dag

Fødevarestyrelsens anbefaling
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man som voksen indtager
75g/10 Megajoule om dagen.

Andel af danskerne der får den anbefalede mængde fuldkorn på 75 g / 10 MJ /dag:

Gruppe - Kostundersøgelse 2000-2004 - Midtvejsmåling kostundersøgelse
Børn - 5% - 36%
Voksne - 7% - 25%
Alle - 6% - 27%


For yderligere kontakt:
Morten Olsen, pressesekretær i Fødevareministeriet, tlf. 20 91 59 01

Relevant information

http://www.fvm.dk


Pressekontakt


Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater