19/06-13
-
Pressemeddelelse
Danskerne spiser mindre salt
Danskernes saltindtag falder, viser en ny undersøgelse. De opløftende tal kommer efter flere års anstrengelser for at få saltforbruget hos danskerne ned.
Danskerne spiser mindre salt end tidligere. Det viser en ny undersøgelse, som Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed har gennemført for Fødevarestyrelsen på baggrund af analyser foretaget i 2006 og 2010, og som vil blive gentaget igen i 2014.
Det glæder fødevareminister Mette Gjerskov, at saltforbruget daler.
"Vi kan undgå mange dødsfald og få 400.000 færre danskere med forhøjet blodtryk, hvis vi skærer tre gram af saltindtaget om dagen. Så hvert eneste skridt i den rigtige retning mod et lavere saltforbrug er værd at glæde sig over," fastslår fødevareministeren, der støtter flere initiativer i kampen mod det stadig høje saltforbrug.
For de kvinder, der deltog i undersøgelsen, faldt saltforbruget i perioden med et halvt gram og for mændene næsten et helt (0,8 gram). Dermed er forbrugerne i Danmark rykket tættere på de anbefalinger verdenssundhedsorganisationen, WHO, har givet hele verden. Faren ved at spise for meget salt er blandt andet, at det øger risikoen for forhøjet blodtryk og hjerte-kar sygdomme.
"Det meste af det salt, vi spiser, er allerede tilsat maden, når vi køber den. Derfor er det glædeligt, at så mange producenter af fødevarer gennem en årrække har skåret ned på saltet i deres varer. Blandt andet har de virksomheder, der er med i Saltpartnerskabet og Fuldkornspartnerskabet samt de, der sætter Nøglehullet på deres varer, været med til at skrue ned for det skjulte salt. Den store og flotte indsats vil jeg gerne kvittere for," lyder det fra Mette Gjerskov.
Hvor kommer saltet i maden fra
Det meste af det salt du spiser, er allerede tilsat maden, når du køber den, og i de måltider du får serveret, når du spiser ude. En mindre del af saltet får du fra det ekstra salt, du tilsætter, når du laver mad og ved middagsbordet.
Så meget skal vi spare
Mænd spiser i gennemsnit 9-11 g salt dagligt og kvinder 7-8 g. Begge køns daglige saltindtag skal gerne ned på 5-6 gram. Det svarer til ca. 1 teskefuld mindre salt hver dag. Der er ingen risiko for, at danskerne får for lidt salt, hvis vi sparer på saltet som anbefalet.
Yderligere oplysninger:
Else Molander, Kontorchef for Ernæring, Fødevarestyrelsen, tlf. 72 27 66 69
For kontakt til ministeren:
Pressesekretær Søren Skovbo Nielsen, tlf. 20 91 59 01
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk