23/07-13
-
Pressemeddelelse
Flere fødevarer skal afsættes lokalt
Alt for få fødevarer afsættes i dag lokalt, og står det til regeringen og Enhedslisten skal lokale ildsjæle og offentlige køkkener være med til at ændre tendensen. Derfor nedsættes der en task force, som skal hjælpe kommuner og andre offentlige institutioner med at købe lokale fødevarer. Samtidig oprettes en pulje for grønne ildsjæle, som vil fremme udviklingen og afsætningen af lokale fødevarer.
Fødevarepolitik Innovation - fødevarer
På Bornholm skorter det hverken på lokale delikatesser eller lysten til spise dem. Alligevel kunne den lokale afsætning af bornholmske fødevarer være bedre - også i den lokale kommune, hvor kun en brøkdel af fødevarerne er lokale. I alt køber det offentlige fødevarer for 4,2 mia. kr. om året.
- Da jeg for nylig var til folkemøde på Bornholm, oplevede jeg en helt klar lyst til at bruge bornholmske råvarer meget mere. Den lyst, tror jeg, man finder over hele landet. Her er de offentlige køkkener, som serverer 800.000 måltider hver dag, en vigtig spiller. Den nye task force skal hjælpe offentlige køkkener med at blive bedre til at udnytte udbud til at købe lokalt og økologisk, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Regeringens vækstteam for fødevarer har peget på, at det for de små lokale virksomheder er vanskeligt at levere til det offentlige på grund af de store indkøbsaftaler og komplicerede udbudsregler. Der afsættes 17 mio. kr. til en task force for grønne indkøb i offentlige køkkener i 2013-2016.
Samtidig skal en ny pulje støtte lokale ildsjæle med gode idéer, som kan knytte befolkningen i byerne tættere sammen med det lokale landbrug og dermed fremme lokal afsætning af fødevarer.
- Hvis vi kan få flere fødevarer produceret og afsat lokalt, kan vi også skabe flere jobs i lokalområdet. Rigtig mange lokale ildsjæle brænder inde med gode ideer til nye produkter eller et lokalt torvemarked. Dem vil vi gerne hjælpe på vej med den nye pulje, siger Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen.
Eksempler på projekter kunne være fødevarefællesskaber, torvemarkeder eller direkte aftageraftaler mellem landmand og kunden. Der afsættes 17 mio. kr. i 2013-16 til Grøn pulje for lokal afsætning af fødevarer.
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk