07/10-13
-
Pressemeddelelse
Fødevarestyrelsen fraråder ikke længere brug af rå æg
- pasteuriserede æg er dog fortsat et godt valg, hvis man vil være helt sikker
Risikoen for at blive syg af salmonella fra de danske æg, man køber i butikkerne, er i dag meget lille, viser en risikovurdering, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen har derfor ikke længere grundlag for at fraråde forbrugerne at bruge friske, rå æg til den hjemmelavede is, den røgede sild og til fx desserter og kager, som ikke bliver opvarmet.
Forbrugerne bør dog stadig bruge pasteuriserede æg, hvis de vil være på den sikre side og laver mad til fx børn, syge eller gamle. Æg er nemlig et biologisk materiale, så der er aldrig 100 pct. garanti for, at der ikke er salmonella udenpå eller indeni ægget, indskærper Fødevarestyrelsen.
Fødevarevirksomheder skal forsat varmebehandle æg til mindst 75 °C eller bruge pasteuriserede æg. Her har forbrugerne nemlig ikke mulighed for selv at vælge, om de ønsker at spise retter med rå eller pasteuriserede æg.
Dansk særstatus for salmonella i æg
Den meget fine status for salmonella i danske æg skyldes, at fjerkræerhvervet i mange år har arbejdet målrettet på at fjerne salmonella fra produktionen af konsumæg. Det arbejde blev anerkendt i EU, da Danmark den 1. juli 2012 fik særstatus for salmonella i konsumæg.
Med særstatus kan Danmark også stille krav om, at udenlandske æg ikke må indeholde salmonella. I samarbejde med branchen er det danske prøveprogram fra oktober 2013 strammet yderligere, og det betyder, at danske æg er underlagt Europas skrappeste salmonellakontrol.
Kontakt
Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf. 2284 4834
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk