05/11-13
-
Pressemeddelelse
Hurtigere ekspedition sparer landmænd tid og penge
NaturErhvervstyrelsen har forbedret sagsbehandlingstiden for annoncering ved køb af landbrugsejendomme.
Det er lykkedes NaturErhvervstyrelsen at bringe sagsbehandlingstiden ned til syv uger og fire dage på sager med annoncering efter fortrinsstillingsønsker. Styrelsen har mindsket sagsbehandlingstiderne ved at optimere og forenkle sagsgange samt indføre digital annoncering.
NaturErhvervstyrelsen overtog 1. april al administration af landbrugsloven fra Statsforvaltningen fra de syv regionale jordbrugskommissionen. Med opgaven fulgte over 600 sager, hvoraf der i godt 100 sager var annonceret efter fortrinsstillingsønsker. Sager som i Statsforvaltningen havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på ca. 10 uger.
Landmændene og konsulenter sparer tid og penge
NaturErhvervstyrelsen nye forretningsgange er kommet landmændene til gavn på flere måder. Med den digitale annoncering på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside sparer landmændene nu udgifterne til annoncer i de lokale dagsblade, da annonceringen via NaturErhvervstyrelsen er gratis.
Landmændene sparer også penge ved belåningen af købet af landbrugsejendommen, da det nu tager kortere tid, før de har tilladelsen til købet i hånden.
Tinglysningen af handlen kan dermed ske hurtigere, hvorved landmændene har færre omkostninger til finansieringen af handlen.
Stadig plads til forbedringer
NaturErhvervstyrelsen arbejder forsat på at forbedre sagsbehandlingstiden for øvrige sager på landbrugslovsområdet. Styrelsen har sat kræfterne ind på at behandle de erhvervelsessager, hvor der kun skal indsendes en erklæring, og der ikke skal ske annoncering. Styrelsen vurderer løbende, om sagsgangene i de resterende dispensationssager kan forbedres.
Pressekontakt
NaturErhvervstyrelsens pressetelefon
41 89 25 07
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk