03/02-14
-
Pressemeddelelse
Den russiske bjørn skal købe dansk
Dan Jørgensen trodser i dag den kolde russiske vinter og drager til Moskva. Fødevareministeren tager på eksportmission for at optø det russiske marked for agro-industri samt øge salget af gris og grøn gylleteknologi.
De næste tre dage er Dan Jørgensen i Rusland. Her vil fødevareministeren møde den russiske landbrugsminister og klippe den røde snor til en kæmpe teknologimesse for landbrug og fødevarer, kendt som agro-industri.
"Vi skal sælge flere kvalitetsvarer og mere bæredygtig teknologi til russerne, så der kommer vækst og arbejdsplader i Danmark. Rusland er et vigtigt eksportmarked. Med sin voksende middelklasse, vil landet mod øst efterspørge endnu flere af vores produkter med høj kvalitet, som f.eks. danske øko-varer, som giver status hos forbrugerne", siger fødevareminister Dan Jørgensen.
Den danske eksport af agro-industri steg fra 490 mio. kr. i 2011 til 630 mio. kr. i 2012. I 2013 forventes eksporten ikke at stige.
Jørgensen vil booste teknologieksport til Rusland
Rusland har et mål om at blive selvforsynende med fødevarer i 2020. Til formålet har russerne afsat et trecifret milliardbeløb til blandt andet indkøb af ny teknologi til deres landbrugsproduktion.
Fødevareministeren åbner tirsdag AgroFarm-udstillingen, hvor 333 virksomheder fra 28 lande deltog sidste år.
"På AgroFarm udstillingen, som jeg har fået æren af at åbne, vil jeg hjælpe erhvervet med at få fingrene i nogle af de mange nye teknologi-milliarder, som russerne i disse år investerer i deres produktionsapparat. Danske virksomheder fremviser blandt andet bæredygtig dansk gylle-teknologi i den danske pavillon", siger Dan Jørgensen.
AgroFarm fremviser højteknologisk produktionsudstyr til blandt andet produktion af svin, fjerkræ, kvæg og pelsdyravl. Udstillingen tiltrak sidste år 9.953 landmænd, investorer og andre professionelle inden for landbrugssektoren. Danmark er repræsenteret ved "Danish Pavilion" til landbrugsmessen.
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Morten Olsen
Pressesekretær
+45 20 91 59 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk