22/05-14
-
Pressemeddelelse
Ægbranchen stopper næbtrimning
Fødevareminister roser ægproducenters stop for næbtrimning og varsler større servicetjek af hele fjerkræproduktionen.
"Næbtrimning udgør i dag et dyrevelfærdsproblem. Det er derfor utrolig positivt, at de danske ægproducenter stopper med at næbtrimme skrabe- og frilandshøns. Igennem dygtigt avlsarbejde og nye arbejdsgange er dyrevelfærden nu forbedret, uden at det går ud over deres indtjening. Det er godt landmandskab," siger Dan Jørgensen.
1. juli i år indfører Danske Æg, som pakker 95 procent af æg produceret i Danmark, et totalt stop for køb af æg fra skrabe- og frilandsproducenter, der næbtrimmer eller indkøber næbtrimmede høns. Økologiske og burhøns, bliver i forvejen ikke næbtrimmet.
Næbtrimning medfører akut smerte ved indgrebet og med stor sandsynlighed også kronisk smerte. Ægbranchen har via avlsprogrammer og bedre arbejdsgange nedbragt problemer med fjerpilning og kannibalisme, der er årsagerne til, at man har næbtrimmet.
Nyt servicetjek af produktionen af æg- og slagtekyllinger
Dan Jørgensen igangsætter et servicetjek af produktionen af æg- og slagtekyllinger. Servicetjekket skal sikre dyrevelfærdsregler og skabe bedre rammevilkår for erhvervet.
"Jeg har bestilt et 360 grader tjek af reglerne for produktion af æg- og slagtekyllinger, som skal sikre, at Danmark har helt tidssvarende dyrevelfærdslovgivning for danske høns. Vi ved f.eks. allerede nu, at der er et sort dyrevelfærdshul i lovgivningen for unghøns, og det skal vi rette op på," siger Dan Jørgensen.
Servicetjekket skal bl.a. undersøge, hvordan der kan rettes på dyrevelfærdsudfordringer for danske hønniker (unghøns). Der findes i dag ikke dyrevelfærdsregler for hold af hønniker i hverken dansk eller EU-lovgivning. Det betyder, at hønniker alene er beskyttet af de generelle dyreværnsregler.
"Foruden dyrevelfærdsforbedringer, så vil vi også se efter unødvendige regler og byrder for erhvervet, som kan droppes. Det er vigtigt for mig, at ægproducenterne forsat kan bidrage med vækst og arbejdspladser til det danske samfund uden at give køb på dyrevelfærden," siger Dan Jørgensen.
Pressekontakt
Tasja Parize
Pressechef
61 88 90 22
Michael Dahl Nielsen
Pressesekretær
+45 50 83 76 75
Erik Jepsen
Pressemedarbejder
72276697
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk