11/07-14
-
Pressemeddelelse
Videncenter for Dyrevelfærd tager temperaturen på dyrevelfærden i Danmark
Hvad rør sig på dyrevelfærdsområdet, hvad forskes der i, og hvad viser kontrollen? Svarene fås i årets rapport fra Fødevarestyrelsens Videncenter for Dyrevelfærd (ViD), som udkommer i dag.
Videncenter for Dyrevelfærds rapport "Dyrevelfærd i Danmark 2014" har som et vigtigt formål at præsentere resultaterne af Fødevarestyrelsens kontrol med dyrevelfærd i 2013 i besætninger, under transport og på slagteri. Men rapporten giver også indsigt i trends, ny lovgivning og ny forskning på dyrevelfærdsområdet.
Rapportens faglige artikler fokuserer i 2014 på emnerne:
Ny lovgivning og krav om løsgående søer
Undervisning i dyrevelfærd i Danmark med eksempler fra udlandet
Selektiv avl af racehunde og -katte
Fødevarestyrelsens Videncenter for Dyrevelfærd (ViD) er et samarbejde mellem myndigheder og universiteter. Samarbejdet har til formål at forbedre dyrevelfærden i Danmark, bl.a. ved at formidle aktuel viden om dyrevelfærd.
Med en årlig rapport, en årlig konference og en række forskningsprojekter skaber ViD-samarbejdet stor værdi for forskning på dyrevelfærdsområdet. Det understreger to af ViD-styregruppens medlemmer, Klaus Lønne Ingvartsen, institutleder på Aarhus Universitet (AU), og Hans Henrik Dietz, Institutleder ved Københavns Universitet (KU), i en koordineret udtalelse.
"ViD omfatter den fremmeste ekspertise på dyrevelfærdsområdet på AU og KU. Organiseringen med sekretariat i Fødevarestyrelsen og inddragelse af interessenter gør, at relevansen af de problemstillinger, der tages op og forskes i, er høj. Resultatet er bl.a. en række samarbejdsprojekter mellem AU og KU, hvor aktiviteter koordineres og meget høj forskningskvalitet sikres. ViD er således en unik konstellation, der via forskning i specifikke og mere tværgående problemstillinger bidrager med viden til sikring af en bedre dyrevelfærd".
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk