23/10-14
-
Pressemeddelelse
Mindre uønsket kemi i en travl hverdag
Tjærestoffer i brændte bøffer. Akrylamid i pomfritter. Bisphenol A i dåsemad. I dag relancerer Fødevarestyrelsen sidste års succesfulde informationskampagne - Mad med Mindre Kemi, blandt andet med et tema om kemi i fastfood.
Siden kampagnen gik i luften i september sidste år er over 27.000 blevet faste følgere på facebook. Fra i dag får kampagnen sit andet liv med fokus på endnu flere fakta om uønsket kemi i hverdagens fødevarer.
Der er meget man som forbruger selv kan gøre for at mindske indtaget af uønsket kemi fra mad og drikke.
- Indholdet af det kræftfremkaldene stof akrylamid stiger markant, når fx pomfritter steges mørke i stedet for lyse. Det er bare med at få pomfritterne op af frituren, kartoflerne ud af ovnen og brødet af brødristeren, før det bliver alt for mørkt. Det kan let reducere dannelsen af akrylamid til en tiendedel ved korrekt tilberedning, fortæller Henrik Dammand, kontorchef i Kemi og Fødevarekvalitet.
Udover temaet om fastfood, vil der køre et tema om gravide og et om emballage. Eksperter sidder klar til at besvare spørgsmål på facebook, så forbrugerne kan handle på et oplyst grundlag.
Tre råd til fastfood
· Spis lyse og ikke mørke pomfritter - da indholdet af det kræftfremkaldende stof akrylamid er størst i de mørke
· Spis ikke branket kød. Skær brændte stykker og flader væk eller kasser maden for at undgå tjærestoffer
· Følg altid brugsanvisningen på emballagen (fx ved tilberedning af frostretter i mikrobølgeovn)
Flere hverdagsråd om mad med mindre kemi
På facebook-siden kan du
· få ugentlige nyheder om uønsket kemi i mad
· stille spørgsmål til Fødevarestyrelsens fageksperter
· quizze på din paratviden om uønsket kemi i mad
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk