11/11-14
-
Pressemeddelelse
Dansk-koreansk samarbejde om økologi og dyrevelfærd indledes
En stigende efterspørgsel efter økologi og dyrevelfærd blandt koreanske forbrugere, kan åbne op for et nyt dansk eksportmarked.
Danmark har i dag indgået to aftaler med Sydkorea, der skal styrke samarbejdet og vidensudvekslingen om dyrevelfærd og økologi mellem de to lande. Aftalen skal hjælpe til, at styrke danske producenters adgang til det attraktive koreanske marked.
- Dyrevelfærd og økologi er to områder som jeg som fødevareminister har haft særlig fokus på. Derfor glæder det mig naturligvis ekstra meget, at vi nu kan indlede et samarbejde med koreanerne. Korea har en stærk og købekraftig middelklasse, og der er blandt koreanerne en stor interesse for økologi og dyrevelfærd. Danmark kan levere på begge dele, siger fødevareminister Dan Jørgensen.
Samarbejdet om dyrevelfærd kan udover fremme af bedre dyrevelfærd også få stor betydning for Danmarks muligheder for eksport af oksekød. Korea lukkede ned for importen af oksekød i 2000 pga. udbrud af kogalskab i EU (dog ikke i Danmark).
- Jeg håber, at vi gennem det udvidede samarbejde om dyrevelfærd kan få mulighed for at vise koreanerne, hvor langt vi er i Danmark i arbejdet med at integrere dyrevelfærd og dyresundhed. Det kan forhåbentlig gøre det lettere at vinde koreanernes tillid, så de genåbner importen af oksekød, siger Dan Jørgensen.
Fakta: Siden 2014 har det ikke været tilladt at sælge og markedsføre produkter med EU's økologistandarder som værende økologiske. En ækvivalensaftale mellem EU og Korea vurderes til at være umiddelbart nært forestående og ventes at gælde for bearbejdede produkter.
Pressekontakt
Tasja Parize
Pressechef
61 88 90 22
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk