11/02-15
-
Pressemeddelelse
Nøglehullet skal på endnu flere fødevarer
Fra marts kan både bagerens rugbrød og slagterens skinkeschnitzler blive nøglehulsmærket. Fødevarestyrelsen opfordrer producenter og detailhandel til at gribe de nye muligheder.
Fra 1. marts udvider Fødevareministeriet muligheden for at bruge det grønne ernæringsmærke Nøglehullet. Slagtere, ostehandlere, bagere og supermarkederne vil f.eks. kunne nøglehulsmærke både brød, knækbrød, ost og uforarbejdet kød, der ikke er færdigpakket. Nye produktkategorier som f.eks. usaltede nødder og en række glutenfri og laktosefri produkter vil også kunne få mærket, forudsat at de lever op til nøglehulskriterierne for indholdet af blandt andet salt, sukker og fedt.
- Nøglehulsmærket er en succes. Mange virksomheder udvikler produkter, der kan bære Nøglehullet, og forbrugerne kender mærket og ved, hvad det står for. Med de nye regler er vejen nu banet for et endnu større udbud af Nøglehulsmærkede fødevarer. Vi vil derfor kraftigt opfordre virksomhederne til at gribe de nye muligheder, siger Esben Egede Rasmussen, direktør for Fødevarestyrelsen.
Danske fødevarevirksomheder har siden juni 2009 haft mulighed for at mærke nogle af deres færdigpakkede fødevarer med Nøglehulsmærket for at lette forbrugernes vej til et sundere valg af fødevarer. I dag har knapt 2.000 produkter Nøglehulsmærket i Danmark.
De nye regler træder i kraft den 1. marts 2015. Nøglehulsmærket er det officielle ernæringsmærke i Norge, Sverige, Island og Danmark, hvor fødevare- og/eller sundheds- myndighederne står bag revisionen af reglerne.
Nøglehullets udbredelse i Danmark, YouGov-analyse juni 2014:
· 96 % af danskerne kender Nøglehullet
· 71 % af danskerne forbinder Nøglehullet med et sundere valg
· 76 % af danskerne har tillid til mærket
· Mere end hver 2. dansker ønsker mulighed for at købe madretter med Nøglehullet i kantiner, på restauranter, cafeer, fastfood-steder og tankstationer
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk