18/09-15
-
Pressemeddelelse
Sjælden natur får millionindsprøjtning
To sjældne naturtyper bliver lidt mindre sjældne, når højmoser og rigkær bliver genskabt for 88 mio. kroner.
Danmark bliver i løbet af de næste år lidt rigere på sjælden natur. Miljø- og Fødevareministeriet og EU-Kommissionen giver nu 88 mio. kroner til projekter, der skal genskabe otte højmoser og otte rigkær.
En højmose er en våd naturtype, som opstår, når lag af døde planter vokser over det omkringliggende jordlag. Den ligger som en slags stor svamp og er levested for få, men sjældne planter. Et rigkær er også en våd naturtype, men minder mere om en fugtig eng, hvor grundvandet står meget højt.
- Den våde og næringsfattige jord danner en mosaik af planter, som man kun kan opleve få steder i Danmark. Dem skal vi værne om, og nu vi får sat skub i genopretningen af højmoser og rigkær, så noget af vores mest sjældne natur får en hjælpende hånd, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Der er bevilget 41,7 mio. kroner til at genskabe højmoser og 46,4 mio. kroner til at genskabe rigkær.
Projekter over hele landet
Tønder og Thisted kommuner har ansøgt om pengene og er projektledere, men de konkrete projekter bliver gennemført i hele landet. I Tønder Kommune bliver der genskabt to højmoser henholdsvis Kongens Mose, som ligger ved Løgum Kloster, og Hønning mose, som ligger i den nordlige del af kommunen.
Ud over i Thisted og Tønder bliver der genskabt højmose i blandt andet Jammerbugt, Mariagerfjord og Rebild kommuner og rigkær i blandt andet i Faxe, Furesø og Struer kommuner.
- Vi skal bremse tilbagegangen af arter i Danmark. Regeringen er på vej med en naturpakke, der skal give mere skov, hvor træerne får lov til at falde og stå, som naturen tillader det. Det er dejligt, at kommunerne også er interesserede i at gennemføre projekter, der skal give naturen et løft, siger Eva Kjer Hansen.
Projekterne er EU-LIFE-projekter, hvor EU-kommissionen betaler 52,8 mio. kroner, og Miljø- og Fødevareministeriet finansierer 35,3 mio. kroner. Den statslige finansiering på 35,3 mio. kroner er en del af en pulje på 75 mio. kroner, der blev afsat under Grøn Vækst.
Pressekontakt
Henrik Kundby
Henrik Kundby
4124 4746
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk