Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
19/10-15   -   Pressemeddelelse

Døde træer baner vej for flere moser og vild natur

De fleste asketræer i Danmark er ved at dø af sygdom. Mange steder står de i drænede moser. I statens skove bliver mange af moserne nu genskabt. I dag indvier Eva Kjer Hansen en genskabt mose ved Aabenraa.

Aabenraa har fået et nyt slaraffenland for insekter og dyr og vild natur lige uden for byen. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen indvier i dag Ravnemosen i Sønderskoven, der er en genskabt mose.

Tidligere stod der asketræer i mosen, som var drænet for, at træerne kunne gro der. I takt med at sygdommen asketoptørre har taget livet af træerne, satte Naturstyrelsen i foråret prop i grøfterne for at genskabe den oprindelige mose.

Mange af de døende træer fik også lov til at stå for at danne levesteder til fugle, insekter og svampe. I dag dækker vandspejlet ca. 10.000 m2 og har allerede tiltrukket arter som guldsmede, andefugle og spætter.

- Med et lille, men smart indgreb er her genskabt et stykke natur, som har stor værdi for mange arter, og som naturelskere kan nyde. Aabenraa har fået en lille naturperle med Ravnemosen, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

De fleste asketræer i Danmark er ramt
Aabenraa er langt fra det eneste sted, hvor de døende træer giver flere moser og mere vild natur. De fleste af asketræerne i Danmark er ramt af sygdommen, og i stedet for at plante nye træer, genskaber Naturstyrelsen mange af de drænede moser.

Det spiller fint sammen med den linje, Naturstyrelsen i øvrigt har ift. den naturnære drift, som skaber mere vand og dødt ved i skovene.

I det østlige Sønderjylland er der særlig mange askemoser, og her arbejdes der for, at der bliver etableret yderligere ca. 50 moser i statsskovene.

- En enkelt mose gør ikke hele forskellen for biodiversiteten, men mange bække små gør en stor å. De våde skovområder, som passer sig selv, er en billig og god måde at give os en rigere natur på, siger Eva Kjer Hansen.

Pressekontakt

Jens Fuglsang Edelholt
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
  91356996

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater