05/11-15
-
Pressemeddelelse
Grønt partnerskab køber ind for 40 mia. kroner
Fra økologisk mad til energisparende LED-pærer. Som den 10. kommune forpligter Ishøj Kommune sig nu via et partnerskab til at indkøbe grønt. Samlet køber de offentlige medlemmer af det grønne partnerskab nu produkter og tjenesteydelser for 40 mia. kroner årligt
Når Ishøj kommune køber bleer til daginstitutionerne eller får nye computere på biblioteket, skal kommunen stille miljø-, energi- og sundhedskrav, så børnene ikke udsættes for allergifremkaldende stoffer, og computeren bruger mindre energi.
Det er bare nogle af de ting, Ishøj har forpligtet sig til ved som den 10. kommune at gå med i Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb.
Det offentlige køber hvert år ind for ca. 300 mia. kr. Kommunerne i partnerskabet står nu for 30 pct. af det årlige kommunale indkøb, og partnerskabet køber i alt ind for i omegnen af 40 mia. kr. om året.
- Når vi stiller grønne krav i indkøb, skaber vi efterspørgsel efter grønne produkter og tjenesteydelser. På den måde påvirkes et meget stort indkøbsvolumen i grønnere retning. Det er til gavn for miljøet og dansk erhvervsliv, der også kan sælge på det voksende internationale marked for grønne løsninger. Derfor er det godt, at der er kommuner og regioner, der går forrest. Jeg er glad for at kunne byde Ishøj Kommune velkommen i partnerskabet, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
10 kommuner er med
Ud over kommuner tæller partnerskabet også Region Midtjylland og Region Syddanmark. Foruden bleer og computere forpligter medlemmerne sig blandt andet til at anvende flere økologiske fødevarer, bygge nyt efter den bedst mulige energiklasse, købe bæredygtigt træ og energieffektiv belysning. Alt sammen ting, som passer godt til Ishøj Kommune.
- Ishøj er i forvejen en kommune, hvor vi tænker meget grønt. Blandt andet satser vi meget på økologi til vores børn i institutioner og på skoler. Partnerskabet er derfor en oplagt mulighed for os til både at få og give ny inspiration, så vi kan blive en endnu grønnere kommune og få hele landet med på den grønne indkøbsbølge, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp.
Fakta - Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb
· Grundlagt af Miljøministeriet i samarbejde med København, Odense og Aarhus kommuner i 2006.
· Medlemmerne er: København, Århus, Odense, Egedal, Sønderborg, Herning, Frederiksberg, Roskilde, Gladsaxe, Ishøj, Region Midtjylland og Region Syddanmark samt VandCenter Syd og Miljø- og Fødevareministeriet.
Pressekontakt
Jens Fuglsang Edelholt
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
91356996
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk