Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/11-15   -   Pressemeddelelse

Vietnam træder ind i dansk initiativ for global grøn vækst

Som det ottende land træder Vietnam nu ind som partnerland i det dansk-ledede Global Green Growth Forum. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har i dag underskrevet en aftale om indtrædelsen i Hanoi.

Vietnam er blandt verdens hurtigst voksende økonomier, og i år ophører Vietnam med at være Danida prioritetsland. Nu står omstillingen til en grøn økonomi centralt i den vietnamesiske regerings planer for videreudvikling af økonomien og også i det danske strategiske partnerskab med Vietnam.

I dag har miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der er på officielt besøg i Vietnam, underskrevet en aftale med den vietnamesiske minister for miljø og naturressourcer Mr. Quang om Vietnams indtræden i Global Green Growth Forum (3GF) på vegne af den danske regering.

- Vietnams indtræden viser et stærkt engagement i det fælles ansvar for grøn omstilling. Mens årtiers dansk økonomisk støtte har bidraget til Vietnams forvandling, har det også skabt grobund for et tæt samarbejde med Danmark og de mere end 130 danske virksomheder, der er til stedet i landet, og som blandt andet kan levere den miljøvenlige teknologi, landet nu efterspørger, siger Eva Kjer Hansen.

3GF er en platform for vidensdeling og partnerskaber med deltagelse af regeringer, private virksomheder og civilsamfund som arbejder for en grøn omstilling og er forankret i det danske Udenrigsministerium.

Partnerskaberne er kernen af 3GF's arbejde. 3GF blev etableret af den danske regering i 2011 i et samarbejde med Korea og Mexico. Siden har Kina, Kenya, Qatar og Etiopien sluttet sig til samarbejdet og Vietnam kan således indtræde som det 8. medlem i partnerkredsen af lande.

- 2015 vil stå tilbage som et historisk år på den grønne agenda. Jeg var selv med, da verdens ledere ved FN-topmødet i september blev enige om de nye verdensmål for bæredygtig udvikling og senere i år vil COP21-mødet i Paris danne grundlag for en aftale, som skal håndtere trusler forårsaget af klimaændringerne, siger Eva Kjer Hansen

Det næste topmøde i 3GF finder sted den 20. - 21. april 2016 og tager udgangspunkt i udvikling og skalering af implementerbare grønne løsninger, der kan bidrage til opnåelsen af de nye verdensmål og de nye klimamål. Det forventes at samle 300 - 400 politiske ledere, topledere fra dansk og internationalt erhvervsliv, tænketanke og civilsamfund i København.

Fokus på mødet vil være på byer samt anvendelse af naturressourcer og energi. Netop disse emner ligger på linje med den vietnamesiske dagsorden og forventningerne til det nye medlem afspejler også Vietnams beslutsomhed om grøn omstilling.

Fakta om Vietnam og grøn vækst/grøn eksport fra Danmark:
Vietnams udfordringer på miljøet er store og voksende i takt med landets fortsatte industrialisering. Den vietnamesiske regering er bevidst om udfordringer og har vedtaget "The Vietnamese Green Growth Strategy", som er en langsigtet strategi for øget anvendelse af vedvarende energi og energieffektivitet. Implementeringen af strategien hæmmes af begrænset ekspertise og økonomiske ressourcer samt subsidierede energipriser.

Danmark og Vietnam arbejder tæt sammen om miljødagsordenen, og indgik i 2011 i forbindelse med H.K.H Prinsgemalens besøg i Vietnam en fælleserklæring om partnerskab indenfor klima, energi, miljø og grøn vækst. Emnet er også et af fokusområderne i den strategiske partnerskabsaftale, som landene indgik i 2013 i forbindelse med Præsident Songs statsbesøg til Danmark.

Endnu er Danmarks miljø- og grøn eksport til Vietnam begrænset, men der er især gode muligheder indenfor eksport af miljøløsninger til fødevareproduktionen, idet vietnamesiske producenter der ønsker at eksportere deres produkter, skal leve op til eksportmarkedernes stigende krav til bæredygtighed i produktionen.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
  9135 6997

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater