16/12-15
-
Pressemeddelelse
Sejr i kampen mod hormonforstyrrende stoffer
Dom mod EU-kommissionen i dansk støttet retssag understreger, at det går for langsomt med fælles europæiske regler for hormonforstyrrende stoffer.
En klar sejr i kampen mod hormonforstyrrende stoffer. Sådan tolker miljø- og fødevareÂminiÂster Eva Kjer Hansen en netop afsagt dom ved EU-Domstolen i en dansk støttet retssag mod EU-kommissionen. Fristen for at afgøre, hvilke kriterier der skal være opfyldt for, at man kan sige, at et stof er hormonforstyrrende, er overskredet med to år.
- EU-Kommissionen har overskredet fristen for at levere kriterier for hormonforstyrrende stoffer med to år. Derfor er vi fra dansk side frustrerede over EU-Kommissionens langsomÂmelige proces, og vi har lagt pres på ved enhver given lejlighed. Det er helt afgørende, at man er enige om kriterierne for hvornår et stof er hormonforstyrrende, så befolkningen kan blive beÂskytÂtet effektivt. Dommen er derfor både en sejr for Danmark, og et afgørende skridt for at sikre forbrugerne bedre mod skadeligt kemi, siger Eva Kjer Hansen.
Hormonforstyrrende stoffer kan findes overalt i vores hverdag og blandt andet forårsage kræft, barnløshed, misdannelser og andre ubehagelige sygdomme. En rapport fra Nordisk Ministerråd anslår ekstra udgifter for mindst 4,5 mia. kroner om året på grund af hormonforÂstyrÂrende stoffer i EU, og derfor har Danmark blandt andet støttet den svenske retssag og lagt fælles pres på Kommissionen sammen med otte andre lande i det dansk initierede REACH-UP-samarbejde.
EU er den rigtige vej
Ministeren ser dog ikke dommen som en kritik af EU - tværtimod.
- Dommen viser, at systemet fungerer. EU-Kommissionen har sløset med en opgave, og nu bliver den sat på plads. For mig er fælles EU-regler den bedste måde at beskytte danskerne mod skadelig kemi, fordi vi importerer langt størstedelen af de skadelige stoffer i produkter fra andre lande. Hvis EU-landene sammen siger nej til et stof, så indretter verden sig efter det, og derfor er fælles EU-regler også en fordel for danske virksomheders konkurrenceevne, siger Eva Kjer Hansen.
Dagens dom er klar, og den siger, at Kommissionen har tilsidesat EU-retten ved ikke at vedtage specifikke videnskabelige kriterier for hormonforstyrrende egenskaber. Der er derfor ingen undskyldninger for at trække fastsættelsen af kriterierne i langdrag, og kommissionen er forpligtet til at vedtage kriterierne efter biocidforordningen.
Fakta: Sådan undgår du hormonforstyrrende stoffer
Hormonforstyrrende stoffer kan findes overalt, men du kan gøre en del for at undgå dem i hverdagen. Især gravide eller småbørnsforældre anbefales at følge rådene:
· Gå efter produkter med miljømærkerne Svanen og Blomsten, helst uden parfume.
· Fjern støv en gang om ugen, og luft grundigt ud mindst to gange dagligt.
· Minimer din udsættelse for kemikalier - undgå for eksempel maling, spray-produkter og hårfarve.
· Varier dine råvarer, og spis mange forskellige fødevarer hver dag.
· Brug egnet emballage og køkkengrej - se efter glas og gaffelsymbolet og følg brugsanvisningen.
· Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside og på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Kilde: Miljøstyrelsen
Pressekontakt
Steen Jensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
93597071
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk