08/01-16
-
Pressemeddelelse
Danske vinbønder skruer op for alkoholprocenten
Efter en våd sommer fik de danske vinproducenter i 2015 tilladelse fra EU til at hæve alkoholprocenten med sukker.
Et køligt forår og en våd sommer pressede sidste år de danske vinproducenters druer til det yderste. Desværre var det ikke druemost med et højt sukkerindhold, der blev presset ud af druerne. Det var druemost, som er for sur til god vin.
Derfor var det nødvendigt at give dansk vin et sukkerløft, og Danmark har fået tilladelse til at tilsætte mere sukker eller koncentreret druemost end sædvanligt, til druer høstet i 2015. Det gør man for at sikre, at vinen får en tilfredsstillende alkoholprocent.
- Det har ikke været et nemt år at være vinproducent i Danmark, og de danske vinstokke har været meget udfordret af vejret. Derfor er der brug for, at vinen får en hjælpende hånd, hvis høsten ikke skal gå tabt, og jeg er tilfreds med, at det er lykkedes, at komme igennem med tilladelsen fra EU, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Tilsætningen af sukker eller koncentreret druemost i forbindelse med vinproduktion er tilladt i visse af EU´s vindyrkningszoner. I 2015, hvor der har været særligt ugunstige betingelser, har EU-Kommissionen givet tilladelse til øget tilsætning af sukker eller koncentreret druemost til Danmark, Sverige, England og Nederlandene.
Danmark høster anerkendelse
De senere år har Danmarks vinproducenter hentet flere internationale priser fra bl.a. Frankrig, Tyskland, Italien og Kina.
- På få år har danske vinproducenter formået at løfte kvaliteten til et niveau, der både udløser anerkendende nik fra danske vinanmeldere og udløser medaljer i konkurrence med også store vinproducentlande. Det siger meget om dansk landbrug og know-how, når vi med lige dele faglighed og entusiasme kan få dansk vin med til højbords, siger Eva Kjer Hansen.
EU har inddelt de vinproducerende lande i tre dyrkningszoner. Danmark ligger i den nordeuropæiske zone A, hvor der må tilsættes mest sukker, da klimaet er køligere.
I Danmark er der ca. 80 vinproducenter som i 2014/15 producerede godt 37.000 flasker vin.
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk