18/01-16
-
Pressemeddelelse
Kom og tal om natur med Eva Kjer Hansen
Miljø- og fødevareministeren håber, at danskerne vil give inspiration til den kommende Naturpakke. I den kommende uge inviterer hun til to naturtræf, der holdes midt i sagens kerne: Ude i naturen.
Hvordan kan vi få endnu mere glæde af vores natur? Hvordan får vi nye grupper af danskere til at benytte vores skove? Hvordan sikrer vi, at dyr og planter generelt trives bedre? Hvordan får vi en mere mangfoldig natur?
Det er nogle af de spørgsmål, som miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen gerne vil diskutere direkte med danskerne - og forhåbentlig få nogle gode svar. Samtalerne skal give ministeren inspiration til, hvad regeringens kommende Naturpakke skal indeholde.
Eva Kjer Hansen afholder som startskud to naturtræf i den kommende uge, hvor hun inviterer danskerne til en åben snak om naturen i henholdsvis Stenderup Midtskov ved Kolding og i Jærgersborg Dyrehave nord for København.
- Jeg har fået utrolig meget ud af at tale med folk, når jeg har træffetid forskellige steder i landet. Her kommer helt friske ideer frem, som jeg på den ene eller anden måde kan arbejde ind i det politiske arbejde. Nu sætter jeg så nogle træffetider ude i naturen i håb om at få input til Naturpakken. Det er vigtigt for mig, hvad danskerne har af synspunkter og ønsker til naturen, siger Eva Kjer Hansen.
Det første naturtræf finder sted:
Stenderup Midtskovs Naturcenter - mandag 18. januar kl. 14-16. Mørkholtvej 5, Sdr Stenderup.
Til naturtræffet kan man få en snak på tomandshånd med ministeren. Skovhjælperne laver pandekager og varme drikke over bålet, mens man venter. tomandshånd. Der er også gåtur i området med naturvejleder og den lokale orienteringsklub, hvor også ministeren deltager.
Det andet naturtræf finder sted:
Jægersborg Dyrehaves skovridergård - søndag den 24. januar kl. 15 - 17. Dyrehaven, 2930 Klampenborg.
Til naturtræffet kan man få en snak på tomandshånd med ministeren. Uden for mødelokalet vil der blive serveret snobrød, pandekager og varme drikke. Her er der cykeltur sammen med lokale cykelentusiaster, naturvejleder og ministeren.
Følg med på Miljø- og Fødevareministeriets facebookside for kommende naturtræf og arrangementer i forbindelse med Naturpakken.
Pressekontakt
Lillan Clemmensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
9135 6997
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk