26/01-16
      
        -  
              Pressemeddelelse
      
      
Madaffald skal nytænkes som ressource
            
              Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen ser muligheder for at styrke den cirkulære økonomi ved at bruge madaffald til nye materialer.
        
            Hvert år ender 700.000 tons madaffald i skraldespandene i danske hjem, kantiner, restauranter og dagligvarebutikker.
En stor del bliver kørt direkte på forbrændingsanlægget, men affaldet kan give større værdi, hvis det bliver genanvendt som ressource. Det viser syv nye anbefalinger fra Det Nationale Bioøkonomipanel.
Det madaffald, der ikke kan undgå at gå til spilde, kan anvendes til blandt andet produktion af bioplast eller biogas. I dag går en række vigtige næringsstoffer som eksempelvis fosfor og kalium tabt, når det organiske affald forbrændes. En bedre udnyttelse af disse stoffer og organiske strukturer vil være et væsentligt skridt hen mod en mere cirkulær økonomi.
- Ofte betragtes madaffald, som ubrugeligt skrald, men der er potentialer til at udnytte vores organiske affald langt bedre. Anbefalingerne bekræfter mig i, at vi skal fortsætte med at udnytte det organiske affald og afsøge nye muligheder for genanvendelse. En markedsbaseret tilgang kan bidrage til, at vi får mest mulig værdi ud af vores affald, og vi vil i regeringen se nærmere på hver enkelt anbefaling, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Fødevare- og landbrugspakken har tildelt fire mio. kr. til at optimere bioøkonomipanelets arbejde fra 2016-2019.
Politiske forhandlinger på vej
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet tager til foråret hul på de politiske forhandlinger om en konkurrenceudsættelse af affaldssektoren.
- Der ligger et stort effektiviseringspotentiale i affaldsområdet, som vi kommer til at arbejde med at realisere i løbet af foråret. Panelets anbefalinger om mere konkurrenceudsættelse og effektiviseringer flugter fint med det igangværende arbejde, hvor det vil være naturligt, at panelets anbefalinger indgår, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.
      
      
      
              
          
          Pressekontakt
          
                                    
                          
              Jonatan Lykke-Olesen
                              Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
                                              9359 7082
                                        
                   
      
      
        
        Firma
        
        Miljø- og Fødevareministeriet
        Slotsholmsgade 12
        1216 København K,
                  Danmark
        
        
                  
  20 91 59 01
                          
  20 91 59 01
        
                  
          
http://www.fvm.dk