Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/01-16   -   Pressemeddelelse

Kontrol hos forhandlere afslører ulovlige sprøjtemidler

Knap halvdelen af forhandlere og importører af sprøjtemidler og produkter som rotte- og musemidler overholder ikke reglerne for opbevaring og salg.

Miljøstyrelsens seneste kontrol af 88 forhandlere og importører af bekæmpelsesmidler som for eksempel sprøjtemidler samt rotte- og musemidler viser, at 42 ud af de 88 kontrollerede virksomheder ikke lever op til reglerne for korrekt opbevaring og salg af midlerne. Kemikalieinspektionen har blandt andet fundet midler på hylderne, der ikke længere er godkendt, og nogle steder havde ikke tilladelse til at sælge giftige sprøjtemidler.

- Det er ikke i orden, at forhandlere og importører opbevarer og videresælger ulovlige midler, og derfor bliver alvorlige overtrædelser nu meldt til politiet. I 2016 styrker Miljøstyrelsen kontrollen for at håndhæve reglerne for korrekt opbevaring og salg af bekæmpelsesmidler. Det skal sikre, at det bliver opdaget, hvis der sker overtrædelser, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

På baggrund af kontrollen er tre virksomheder nu meldt til politiet. Samtidig har Miljøstyrelsen sendt 41 indskærpelser og udstedt 13 påbud om at stoppe salget af ulovlige sprøjtemidler og bekæmpelsesmidler til de pågældende virksomheder.

I 2016 vil Miljøstyrelsen styrke kontrollen hos forhandlere og importører rundt i landet for at håndhæve reglerne for opbevaring og salg af bekæmpelsesmidler.

Midler solgt til både privat og erhverv
Byggemarkeder, planteskoler, havecentre og grovvareforhandlere, der opbevarer og videresælger bekæmpelsesmidler til både privat og erhvervsmæssig brug, er blandt nogle af de virksomheder, som har været under Miljøstyrelsens lup. De skal sørge for, at de midler, de har stående, er godkendte.

- Det er importørernes og forhandlernes ansvar, at de midler, som de har stående på lageret eller i butikken, og som de sælger videre til enten private eller til erhvervsmæssigt brug, er godkendte. Det ansvar skal de løfte, siger Eva Kjer Hansen,

Bekæmpelsesmidler godkendes kun for en periode. Miljøstyrelsen anbefaler, at forhandlere og importører jævnligt tjekker op på, om de midler, de har stående på lageret eller i butikkerne er godkendte. På Miljøstyrelsens hjemmeside kan man tjekke om et middel er godkendt.

Fakta
Kontrol af sprøjtemidler og biocidholdige produkter (bekæmpelsesmidler)
Det er Miljøstyrelsen, der har ansvaret for, at kontrollere at reglerne om markedsføringen af sprøjtemidler og biocidholdige produkter overholdes.

Miljøstyrelsen har kontrolleret 88 forhandlere og importører af sprøjtemidler og biocidholdige produkter som for eksempel insektmidler og musemidler. 42 virksomheder overholdt ikke regler for korrekt opbevaring og salg. Hos 27 forhandlere gjaldt overtrædelserne sprøjtemidler, hos fem forhandlere gjaldt det overtrædelserne biocidholdige produkter, og hos 10 forhandlere gjaldt overtrædelserne både sprøjtemidler og biocidholdige produkter.

Regler for salg af professionelle sprøjtemidler
Det er kun tilladt at opbevare og sælge sprøjtemidler, der er godkendt til brug i Danmark, og som har en dansk etikette. Når et sprøjtemiddel mister sin godkendelse, så skal salg i detailleddet stoppe senest ved afviklingsfristens ophør. Miljøstyrelsen anbefaler, at man løbende tjekker status på sine sprøjtemidler.

Regler for salg af ikke-professionelle sprøjtemidler
Siden den26. november 2015 har nye regler betydet, at forhandlere af såkaldte ikke-professionelle sprøjtemidler, der kan bruges i private haver, skal sikre, at sprøjtemidlerne opbevares korrekt i butikken, så koncentrerede sprøjtemidler kommer bag lås for eksempel bag disken i aflåste skabe. I forbindelse med at de nye regler er trådt i kraft har Miljøstyrelsen informeret både forhandlere og importører om de nye regler.

Pressekontakt

Mette Thorn
Pressechef
  2561 7170

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater