03/02-16
-
Pressemeddelelse
Klimatilpasning er millioner værd
Et nyt værktøj beregner, om det kan betale sig at komme oversvømmelser i forkøbet - eller ej. På Lolland har værktøjet allerede vist, at klimatilpasning med en ny sø giver en samfundsøkonomisk gevinst på 20 mio. kroner.
Nu kan kommunerne sort på hvidt se, hvornår klimatilpasning er en god forretning.
Det kan de med Naturstyrelsens nye klimatilpasningsværktøj, kaldet PLASK, der er udviklet i samarbejde med COWI. PLASK står for Projekt om Lokale Analyser af Samfundsøkonomi i Klimatilpasning.
- Vi står over for en stor opgave med at ruste hele landet til mere regn og flere skybrud. Borgerne skal have mest mulig sikkerhed for pengene, og derfor får kommunerne nu en hjælpende hånd til at prioritere, hvor og hvordan der skal sættes ind, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Værktøjet fungerer ved, at en kommune eller et spildevandselskab indtaster oplysninger om tidligere skader efter et skybrud sammen med oplysninger om hele den vifte af muligheder, der er for at forhindre skader ved oversvømmelser. Derefter regner værktøjet ud, hvad de forskellige løsninger vil koste på kort og langt sigt - og så kan kommunen vælge den, der bedst kan betale sig. Værktøjet indregner også sidegevinster som for eksempel værdi af natur og lagring af CO2.
Gevinst på 20 millioner
Værktøjet har allerede vist sit værd i Lolland Kommune. Her viste værktøjet, at kommunen ved at etablere en sø kunne løse et konkret oversvømmelsesproblem og samtidig opnå en samfundsøkonomisk gevinst på godt 20 mio. kroner i sparede skadesomkostninger. Kommunen ville oprindeligt lave en traditionel løsning med et underjordisk rørbassin, men PLASK viste, at det var væsentligt billigere at etablere et søområde.
- Kommunerne har lavet klimatilpasningsplaner, og nu skal de omsættes til virkelighed. Det nye klimatilpasningsværktøj viser nemt og overskueligt, om en investering kan betale sig. Det er en afgørende faktor for, at kommunerne kommer fra plan til handling, siger Eva Kjer Hansen.
Værktøjet har kostet 500.000 kroner at udvikle, og det er gratis for kommunerne at anvende det.
Pressekontakt
Lillan Clemmensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
9135 6997
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk