24/02-16
-
Pressemeddelelse
Eva Kjer: Stjerner er stor anerkendelse til danske kokke
Danmarks første trestjernede Michelin-restaurant og Michelin-stjerner til yderområder er et kæmpe klap på skulderen til dansk gastronomi, lyder det fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Michelin-restauranter er ikke længere noget, man kun finder i København og Aarhus. I dag er årets stjerner blevet uddelt, og her fik restauranterne Henne Kirkeby Kro, Frederiksminde, Kadeau Bornholm alle en Michelin-stjerne.
Desuden gik Geranium fra to til tre stjerner. Det er første gang nogensinde, Danmark får en trestjernet Michelin-restaurant.
I alt blev der uddelt 26 stjerner til danske restauranter mod 21 sidste år.
- Først og fremmest skal der lyde et kæmpe tillykke til alle de kokke, tjenere og personale, der har kæmpet sig til en eller flere Michelin-stjerner. Det kræver en enorm indsats at få anerkendelsen fra Michelins guide, og jeg er imponeret over hver en stjerne. At Danmark nu har en trestjernet Michelin-restaurant er helt fantastisk, men det er også virkelig flot, at vi nu har fået Michelin-stjerner uden for de store byer, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
VisitDenmark har opgjort, at 43 procent af udenlandske turister, der besøger Danmark, har gode spisesteder som et rejsemotiv, og i 2013 brugte danske og udenlandske turister 12,5 mia. kroner på restaurantbesøg.
- God mad er blevet et kæmpe trækplaster for Danmark, når vi skal tiltrække turister. Michelin-restauranterne sætter det højeste niveau og er med til at profilere dansk gastronomi overfor udlandet, men de er også med til at trække de andre gode danske restauranter med op, siger Eva Kjer Hansen.
De udenlandske turister efterspørger ikke blot gode spisesteder, når de besøger Danmark. For 26 procent af dem er lokale smagsoplevelser som specialiteter og lokalt producerede varer også et rejsemotiv.
Fakta:
I dag uddelte Guide Michelin i alt 26 stjerner til danske restauranter.
Følgende restauranter fik tre stjerner:
Geranium
Følgende restauranter fik to stjerner:
Noma
AOC
Følgende restauranter fik én stjerne:
Clou
Den Røde Cottage
Era Ora
Formel B
Grønbech & Churchill
Kadeau
Kiin Kiin
Kokkeriet
Kong Hans Kælder (ny)
Marchal
Relæ
Søllerød Kro
Studio at the Standard
Kadeau Bornholm (ny)
Henne Kirkeby Kro (ny)
Frederiksminde (ny)
Frederikshøj
Gastromé
Substans
Pressekontakt
Jonatan Lykke-Olesen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
9359 7082
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk