04/03-16
-
Pressemeddelelse
Esben Lunde Larsen og EU's miljøministre stærkt utilfredse med EU-Kommissionen
EU's miljøministre vil på miljørådsmøde den 4. marts kræve, at EU- Kommissionen retter ind og leverer kriterier for hormonforstyrrende stoffer nu - sådan som EU-domstolen har fastslået i december
Drop bortforklaringerne og få vedtaget fælles kriterier for hormonforstyrrende stoffer.
Så klart er budskabet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til EU-Kommissionen, der for over to år siden skulle have indført kriterier for, hvornår et stof er hormonforstyrrende.
Vi udsættes for hormonforstyrrende stoffer i vores hverdag og stofferne er mistænkt for blandt andet at forårsage kræft, barnløshed, misdannelser og andre ubehagelige sygdomme. Det er derfor afgørende, at vi har en fælles opfattelse af, hvornår et stof er hormonforstyrrende.
- Hvis EU-Kommissionen havde viljen til det, kunne man allerede i dag vedtage fælles kriterier for hormonforstyrrende stoffer. Jeg håber kommissæren har forstået det klare signal, vi har leveret i dag. Vi bliver nødt til at handle nu, så vi kan beskytte vores sundhed og de næste generationer mod varige skader - hver dag tæller!, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Kriterier var klar i 2013
I december fastslog en dom fra Retten ved EU-domstolen på baggrund af en dansk støttet retssag, at Kommissionen ikke kan trække sagen i langdrag, men Kommissionen har oplyst, at den fortsætter sit arbejde og først vil levere kriterier til sommer.
- Vi har nu ventet i mere end to år. Det er helt uacceptabelt, at der går endnu et halvt år efter dommen. Det er frustrerende og helt utilfredsstillende, at Kommissionen bliver ved med at trække sagen i langdrag. Det er afgørende, at vi har en fælles opfattelse af, hvornår et stof er hormonforstyrrende, og fra dansk side har vi presset på ved enhver lejlighed - og har derfor også arbejdet for at få det drøftet på rådsmødet, siger Esben Lunde Larsen.
Det forventes, at der på miljørådsmøde den 4. marts 2016 bliver vedtaget en Rådserklæringen, som understreger, at Kommissionen og sundhedskommissær Vytenis Andriukaitis skal respektere retlige forpligtelser som krævet af EU-traktaten og dommen fra EU-retten. Når Kommissionen har fremlagt kriterierne gælder de, hvis ikke Rådet og Europa-Parlamentet inden to måneder har gjort indsigelser.
Yderligere oplysninger
Pressesekretær i Miljø- og Fødevareministeriet, Jens Fuglsang Edelholt, tlf. 9135 6996, e-mail: jefed@mfvm.dk
Kontorchef i Miljøstyrelsen, Sonja Canger, tlf. 72 54 43 37, e-mail: socan@mst.dk
Kort om EU Domstolens afgørelse i december 2015
· Dommen fra december er klar og siger, at EU-Kommissionen har tilsidesat EU-retten ved ikke at vedtage specifikke videnskabelige kriterier for hormonforstyrrende egenskaber inden tidsfristen den 13. december 2013. Der er derfor ingen undskyldninger for at trække fastsættelsen af kriterierne i langdrag og først gennemføre en konsekvensanalyse, og Kommissionen er forpligtet til at vedtage kriterierne efter biocidforordningen.
· Danmark har støttet Sverige i retssagen mod EU-Kommissionen.
· Danmark har også lagt fælles pres på Kommissionen sammen med otte andre lande i det dansk initierede REACH-Up-samarbejde for at få skred i kemikaliearbejdet i EU.
Sådan undgår du hormonforstyrrende stoffer
· Hormonforstyrrende stoffer kan findes overalt i vores hverdag og er mistænkt for blandt andet at forårsage kræft, barnløshed, misdannelser og andre ubehagelige sygdomme.
· En rapport fra Nordisk Ministerråd anslår ekstra udgifter for 4,5 mia. kroner om året på grund af hormonforÂstyrÂrende stoffer i EU - og det alene for nogle af sundhedseffekterne.
· Du kan selv gøre en del for at undgå stofferne i hverdagen. Især gravide eller småbørnsforældre anbefales at følge rådene:
· Gå efter produkter med miljømærkerne Svanen og Blomsten, helst uden parfume.
· Fjern støv en gang om ugen, og luft grundigt ud mindst to gange dagligt.
· Minimer din udsættelse for kemikalier - undgå for eksempel maling, spray-produkter og hårfarve.
· Varier dine råvarer, og spis mange forskellige fødevarer hver dag.
· Brug egnet emballage og køkkengrej - se efter glas og gaffelsymbolet og følg brugsanvisningen.
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk