15/04-16
-
Pressemeddelelse
Ventetid for landmænd rasler ned
På tre år har kommunerne barberet næsten halvdelen af ventetiden på sager om godkendelser af husdyrbrug. Dermed får landmænd langt hurtigere lov til fx at holde flere dyr.
Ny stald? Flere dyr? Det går langt hurtigere for landmænd at få tilladelse til at udvide eller omlægge husdyrbrug end for bare få år siden. Sagsbehandlingstiden er næsten halveret fra i gennemsnit 10,1 måneder i 2012 til 5,9 måneder i 2015, viser nye tal fra Miljøstyrelsen.
- Kortere sagsbehandlingstid er med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Det er i alles interesse, men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Derfor indgik vi også lige før jul en aftale med kommunerne om nye servicemål for sagsbehandlingstiden, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Kommuner: Den bedst mulige service
De nye tal viser også, at sagspuklen i kommunerne, dvs. sager med en sagsbehandlingstid over 9 måneder, er barberet ned til under en tredjedel fra 234 sager i 2012 til 76 i 2015. I KL glæder formand for Teknik- og Miljøudvalget Jørn Pedersen sig over udviklingen.
- Det er resultatet af en målrettet indsats, hvor kommunerne har leveret store forbedringer på kort tid og virkelig fået ryddet op i sagsbunkerne. Men for os handler det først og fremmest om at yde den bedst mulige service til de lokale landbrug, siger Jørn Pedersen
Fakta
Gennemsnitlig sagsbehandlingstid for miljøgodkendelser til husdyrbrug (§11 og §12) 2012-15:
Årstal: 2012 - 2013 - 2014 -2015
Fordeling: Antal - Mdr. - Antal - Mdr. - Antal - Mdr. - Antal - Mdr.
Hele Landet: 709 - 10,1 - 747 - 7,9 - 775 - 6,6 - 832 - 5,9
Den hurtigere sagsbehandling er et resultat af Husdyraftale 3 fra 2012 indgået imellem KL og det daværende miljøministerium. Aftalen havde til formål at understøtte kommunerne i at opnå hurtigere sagsbehandling.
Husdyraftale 3 indeholder en række tiltag til forbedringer af it-ansøgningssystemet husdyrgodkendelse.dk, en fortsat vejledningsindsats over for kommunerne, herunder en personlig help-desk-vejledning, en elektronisk vejledning og workshops med kommuner med lange sagsbehandlingstider.
I december 2015 indgik regeringen en ny serviceaftale med KL om sagsbehandlingstider for blandt andet husdyrgodkendelser. Med serviceaftalen sigtes mod en sagsbehandlingstid på 155 dage for de mellemstore husdyrbrug (§11), svarende til 5,2 måneder, og 180 dage for store husdyrbrug (§12), svarende til 6 måneder. Sidstnævnte indgår i Aftale om Fødevare- og landbrugspakke som et generelt loft over sagsbehandlingstider for husdyrgodkendelser.
Pressekontakt
Jeanette Løv Rasmussen
Pressesekretær
9359 7070
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk