15/04-16
-
Pressemeddelelse
Fødevarestyrelsen advarer mod kød fra ulovlig slagter
Kød, der skulle have været destrueret på grund af sundhedsrisici, kan i stedet være havnet i forbrugeres kummefrysere.
Fødevarestyrelsen advarer forbrugere, der har købt eller modtaget okse-, lamme- eller svinekød fra en ulovlig slagter på adressen Brejninggårdsvej 24, 6920 Videbæk om at kassere det, da kødet kan være fordærvet eller inficeret med sygdomsfremkaldende bakterier.
Dyrene (et kreatur, to grise og tre lam) er slagtet under uhygiejniske forhold og uden om Fødevarestyrelsens kontrol. Det betyder blandt andet, at embedsdyrlægen ikke har tilset dyrene før eller efter slagtning, ligesom Fødevarestyrelsen ikke ved, hvor dyrene stammer fra. Derfor kender Fødevarestyrelsen ikke til dyrenes sundhedstilstand, før de blev slagtet.
Fødevarestyrelsens rejsehold opdagede kødet ved et kontrolbesøg tidligere på måneden og beslaglagde det på adressen i et forseglet kølerum til senere destruktion under Fødevarestyrelsens opsyn. Ved et opfølgende besøg i dag den 15/4 måtte Fødevarestyrelsen dog konstatere, at forseglingen var brudt og kødet var fjernet. Derfor kan det ikke afvises, at kødet er kommet ud til forbrugerne.
Fødevarestyrelsen vil anmelde sagen til politiet.
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk