18/04-16
-
Pressemeddelelse
Fødevarebranchen kommer til at mangle hænder
En femtedel af de danske fødevarevirksomheder har i dag svært ved at rekruttere den nødvendige arbejdskraft, og en ny undersøgelse peger på, at det bliver sværere i fremtiden.
Der er rift om de ansatte blandt danske produktionsvirksomheder, ingrediensvirksomheder og i støtteindustrien for fødevarer.
Så meget rift, at 20 procent af 154 adspurgte virksomheder oplever, at de i mindre grad eller slet ikke kan rekruttere den nødvendige arbejdskraft. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Madkulturen, der er en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet.
40 procent af virksomhederne forventer desuden, at det bliver endnu sværere at rekruttere de medarbejdere, de har brug for, i fremtiden.
- Tekniske kompetencer er en mangelvare inden for store dele af fødevareindustrien og virksomheder, som i dag har svært ved at skaffe den nødvendige arbejdskraft, mener, at det kan blive en barriere for deres vækst. Det er vigtigt, at vi skaber et stærkt led mellem dem, som producerer råvarerne og dem, som i sidste ende tilbereder eller sælger dem. Vi skal have sat fokus på alle dele af fødevarebranchen og de spændende karriereveje, der findes og det kan karriereportalen Food Careers være med til, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Food Careers er en kampagneindsats for at styrke fødevarebranchens rekruttering af unge og vise, hvor attraktiv branchen er som karrierevalg. Indsatsen er centreret om en karrieportal, der blev lanceret i december 2015. I dag er Esben Lunde Larsen i Vejle for at tale om betydningen af talent og rekruttering for et stærkt fødevareerhverv.
Intet imageproblem
Virksomhederne oplever ikke selv, at fødevarebranchen har et imageproblem, men mener, at man godt kan styrke indsatsen for at brande branchen.
- Mange danske kokke bliver i dag fuldt fortjent opfattet som stjerner af de unge. Men vi skal også have skabt nogle stjerner blandt laboranter, mejeriteknikere, fødevarebiologer og de mange andre stillinger, som virksomhederne er dybt afhængige af, siger Esben Lunde Larsen.
Pressekontakt
Jeanette Løv Rasmussen
Pressesekretær
9359 7070
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk