21/04-16
-
Pressemeddelelse
Lionel Messi og danske løsninger kan hjælpe verdens lande med at indfri FN's mål for bæredygtighed
Rent vand, bæredygtige byer og bæredygtig fødevareproduktion er blandt FN's verdensmål, som blev vedtaget i september sidste år. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er på vej til et high level-møde i FN i New York for at diskutere, hvordan målene kan gennemføres - dansk teknologi bliver en væsentlig
Verden står over for en lang række udfordringer, når det gælder om at skaffe rent vand, opbygge bæredygtige byer og sikre en bæredygtig produktion af fødevarer. Eksempelvis kræver produktion af fødevarer både vand og energi, og Danmark har mange af de løsninger, der kan spare på ressourcerne og skåne miljøet.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen rejser i dag til FN i New York for at mødes med ministerkolleger og stats- og regeringschefer fra hele verden. De skal diskutere, hvordan FN's verdensmål for bæredygtig udvikling kan gennemføres.
- FN har sat nogle ambitiøse mål for, hvad vi gerne vil opnå, når det eksempelvis gælder bæredygtige byer og bæredygtig produktion, vand og klima. Målene er der - nu gælder det om at få sat handling bag de gode intentioner. Danmark er langt fremme i forhold til at opfylde en stor del af målene. Derfor har vi også en særlig forpligtelse til at hjælpe andre lande med at komme i mål inden 2030. Skaber vi samtidig vækst og beskæftigelse herhjemme, er det bare win win, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
For at indfri FN's bæredygtighedsmål er brugen af ny teknologi afgørende. Og her har Danmark meget at byde på. Blandt danske styrkepositioner er minimering af vandspild, når vand skal pumpes op fra jorden og transporteres ud gennem hanen til forbrugeren. I Danmark tabes kun 8 procent af vandet undervejs, hvor gennemsnittet globalt ligger på 40 procent. Og danske forsyningsselskaber har udviklet rensningsanlæg til spildevand, der producerer 50 procent mere energi, end de bruger - det er blandt FN's mål, at mængden af renset spildevand i verden skal tredobles fra 20 til 60 procent i 2030.
Mulighed for øget dansk eksport
I 2015 steg den danske eksport af vandteknologi med seks procent mod to procent for den samlede eksport, og siden 2009 er den steget med 37 procent. Det er blandt andet lande som Kina, USA og Sydafrika, der har medvirket til væksten - eksporten af vandteknologi til Kina er næsten tredoblet siden 2006, og til USA er den næsten fordoblet.
- Vi kan se, at det går rigtig godt med eksport af dansk vandteknologi. Vi ved også, at mange af de lande, vi gerne vil eksportere til, står over for massive investeringer i klimasikring, vand- og spildevandsanlæg. Der er et stort potentiale, vi skal sørge for at udnytte, for vi har de løsninger på lager, som resten af verden tørster efter. Hvis vi kan udnytte det potentiale, kan vi hjælpe verden i retning af en mere bæredygtig udvikling, samtidig med at vi skaber tusinder af nye danske arbejdspladser, siger Esben Lunde Larsen.
Cirka 20 stats- og regeringschefer, tre viceregeringschefer og omkring 60 ministre forventes at deltage i møderne i FN. Generalforsamlingens formand Mogens Lykketoft (S) forventer desuden deltagelse fra en række af de såkaldte "SDG advocates", som blandt andet tæller Dronning Mathilde af Belgien, sangerinden Shakira og fodboldikonet Lionel Messi.
Fakta om FN's bæredygtighedsmål
Der er 17 officielle FN-mål og i alt 169 delmål, der spænder fra alt fra udryddelse af fattigdom og sult til uddannelse, sundhed, vand, bæredygtig energi, bekæmpelse af klimaforandringer og fremme af fredelige samfund.
Danmark er allerede blandt de lande, der ligger i front med hensyn til at opnå verdensmålene. Analyser fra både Bertelsmann Stiftung og senest Sustainable Development Solutions Network, med den internationalt anerkendte forsker Jeffrey Sachs i spidsen, placerer Danmark i toppen.
De 17 mål er:
1. Afskaffe alle former for fattigdom i hele verden
2. Afskaffe sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring, samt fremme af bæredygtigt landbrug
3. Sikre et sundt liv og fremme trivsel for alle i alle aldersgrupper
4. Sikre inkluderende og ligeværdig kvalitetsuddannelse, og fremme mulighed for livslang læring for alle
5. Opnå ligestilling mellem kønnene og styrke alle kvinder og piger
6. Adgang til og bæredygtig forvaltning af vand og sanitet for alle
7. Adgang til pålidelig og bæredygtig moderne energi for alle til en overkommelig pris
8. Fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig vækst, fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde til alle
9. Adgang til robust infrastruktur for alle, at fremme inklusiv og bæredygtig industrialisering og skabe innovation
10. Reducere ulighed i og mellem lande
11. Gøre byer og bebyggelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige
12. Sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre
13. Tage øjeblikkelig handling for at bekæmpe klimaforandringer og konsekvenserne heraf
14. Bevare og sikre bæredygtig udnyttelse af havene og deres ressourcer
15. Beskytte og genskabe økosystemer på land og fremme af den bæredygtige udnyttelse af disse systemer
16. Styrke fredelige og inkluderende samfund, sikre adgang til retssikkerhed for alle og opbygge effektive, ansvarlige og inkluderende systemer på alle niveauer
17. Styrke midlerne til implementering og revitalisere det globale partnerskab for bæredygtig udvikling.
Pressekontakt
Jeanette Løv Rasmussen
Pressesekretær
9359 7070
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk