Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
25/04-16   -   Pressemeddelelse

Dansk klimasikring tager Manhattan med storm

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen besøger i dag det milliarddyre klimasikringsprojekt, som det danske arkitektfirma BIG står i spidsen for i New York.

Orkanen Sandy sendte i 2012 bølger ind over det sydlige Manhattan og oversvømmede knap 90.000 bygninger. 43 mennesker mistede livet, og oprydningen kostede New York mere end 120 mia. danske kroner.

For at undgå en lignende katastrofe har den amerikanske regering og bystyret i New York taget skridt til at beskytte det tætbefolkede område, der også huser landets finansielle centrum, med et gigantisk kystsikringsprojekt. Projektet består af fire dele, hvoraf den første del, Dryline eller BIG U, allerede er finansieret. Prisen er 2,3 mia. kroner - og arkitekten bag er danske Bjarke Ingels.

- Danmark er et af verdens førende lande, når det gælder løsninger på klimatilpasningsområdet. Danske virksomheder forstår at tænke i helhedsløsninger, hvor man løser flere problemer på én gang. Det er præcis det, New York har efterlyst, og lige akkurat det, BIG nu leverer. Projektet er et strålende eksempel på, hvordan fremtidens klimasikringsprojekter kan udføres, og et fint udstillingsvindue for danske virksomheder, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Dryline-projektet består blandt andet af en fleksibel mur, som kan hæves og dermed sikre den sydlige del af Manhattan imod oversvømmelse under stormflod, som det skete under stormen Sandy i 2012.

Den samlede regning for kystsikringsprojektet på Manhattan, der vil strække sig over 16 kilometer af kysten, bliver på omkring 6,5 mia. danske kroner.

Danske virksomheder kan få del i kommende investeringer

Nye tal for eksporten af dansk vandteknologi viser, at Danmark har godt fat i det amerikanske marked med en stigning på 24 procent i 2015 i forhold til 2014. Siden 2006 har USA fordoblet sin import af dansk vandteknologi og lægger lige nu op nye milliardinvesteringer frem mod 2020, som danske virksomheder kan få del i.

- Danmark har mange af de miljøteknologiske løsninger på lager, som resten af verden tørster efter. Det skal vi sørge for at få fortalt, så vi kan skabe vækst for danske virksomheder og skabe nye jobs samtidig med, at vi forbedrer levevilkårene og beskyttelsen af borgerne i lande, der køber danske løsninger på klima- og vandområdet, siger Esben Lunde Larsen.

USA's store interesse for dansk vandteknologi viste sig blandt andet tidligere i år, hvor danske virksomheder var særligt inviterede til præsident Barack Obamas White House Water Summit. Her fremviste Miljø- og Fødevareministeriet, danske forsyningsselskaber, rådgivere og teknologileverandører en kæmpe Lego-model med vandforsyninger, spildevandsanlæg og andre miljøteknologiske løsninger.

Miljø- og fødevareministeren er i New York den 21. og 22. april i forbindelse med FN's generalforsamlings højniveauevent om implementering af FN's verdensmål. Ministeren har deltaget på en række møder om bæredygtighedsmål med fokus på vandforbrug, klima, bæredygtige byer og bæredygtig fødevareproduktion.

Fakta om USA's forventede investeringer:

Drikkevand: Stigende frem mod 2020 - over 15 milliarder dollars alene i år 2020
Spildevand: Stigende frem mod 2020 - over 25 milliarder dollars alene i år 2020 (Global Water Market 2017, side 608)
USA's Enviromental Protection Agency (EPA) forventer, at USA skal bruge 650 milliarder dollars frem mod 2030 på investeringer i vand- og spildevandinfrastruktur
Kilde: Global Water Market 2017, side 533.

Pressekontakt

Jeanette Løv Rasmussen
Pressesekretær
  9359 7070

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater