Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/11-10   -   Pressemeddelelse

Ringebakkebruddet og strandpromenade i Sandvig tæt på realisering

De to sidste demonstrationsprojekter i Mulighedernes Land på Bornholm forventes endelig godkendt på Teknik- og Miljøudvalgets møde onsdag den 1. december. Hermed kan de to projektet nu realiseres.

Det drejer sig om projektet "Ned og op igen", der skal omdanne Ringebakkebruddet og Vang pier til spændende rekreative områder til glæde for bornholmere og turister, og så projektet "Aktiv strandpromenade" i Sandvig, der også indeholder retablering af strandområdet efter nedrivning af Bølgebadet. Strandpromenaden skal være et attraktivt uderum for Sandvigs borgere hele året og tiltrække besøgende, der søger et aktivt friluftsliv ved kysten.

Sammen med projekterne "Hasle Havnebad" og "Det bornholmske graniteventyr" blev disse to projekter principgodkendt af kommunalbestyrelsen den 22. april 2010. Alle fire projekter gennemføres som led i Mulighedernes Land, der er et samarbejde mellem Realdania og Bornholm, Thisted, Lolland Kommune.

Winni Grosbøll, borgmester, Bornholms Regionskommune udtaler: "Med den endelige politiske godkendelse af disse to sidste demonstrationsprojekter har vi nået den helt afgørende milepæl for gennemførelsen af Mulighedernes Land projektet på Bornholm, der har som udgangspunkt, at vi i højere grad bruger vores stedbundne værdier til at skabe vækst og udvikling. Ringebakkerne har hidtil været et stort set lukket land for os bornholmere. Ikke mindst takket være en stor imødekommenhed fra virksomheden NCC's side og Realdania kan vi nu gøre området til et fantastisk rekreativt område, med adgang til de unikke værdier i form af natur, geologi og med spor af Bornholms helt specielle industrihistorie."

Steen Colberg Jensen, formand for Teknik & Miljøudvalget udtaler: "Projektet omkring strandpromenaden har vi arbejdet med i flere år. Ventetiden har dog vist sig at være en fordel, fordi vi nu har fået en afklaring omkring Bølgebadet. Takket være Realdania og Mulighedernes Land er det nu muligt for os at få retableret hele området efter Bølgebadets nedrivning. Det er utroligt dejligt, at vi nu har fået samtlige seks demonstrationsprojekter endeligt på skinner og endda med finansieringen så godt som på plads. Næsten 40 mio. kr. er det lykkedes os at trække til Bornholm, til støtte for projekter der gør øen mere attraktiv både for bosætning og turisme."

Karen Skou, projektleder i Realdania udtaler: "Alle 4 projekter er rigtig gode eksempler på, hvordan stedbundne kvaliteter kan bruges som afsæt for en positiv udvikling i et lokalområde. Vi er også rigtig glade for, at det er lykkedes at etablere et samarbejde med en privat part som NCC om projektet i Ringebakkebruddet. Det er med til at nytænke stedet og sikre det som rekreativt område i fremtiden."

Udover de fire nævnte demonstrationsprojekter indgår også projektet "Den ny bymidte" i Østermarie og "Ud på Landet"-sprojektet, der omfatter stisystemer mm. i Klemensker og Østerlars.

Det samlede budget for de seks projekter er på ca. 45 mio. kr., hvoraf halvdelen finansieres af Realdania. Virksomheden NCC bidrager med 7,6 mio. kr., staten via forskellige puljer med ca. 6,7 mio. kr. og Bornholms Regionskommune bidrager selv med ca. 6 mio. kr. Resten af finansieringen kommer fra en række forskellige fonde og puljer, herunder bidrag fra LAG-Bornholm, hvorfra landdistriktscoach Rikke Brandt Broegaard har ydet en stor indsats i både borgerinddragelse og fundraising.

Om Mulighedernes Land
Mulighedernes Land er et partnerskabsprojekt mellem Realdania, Thisted Kommune, Lolland Kommune og Bornholms Regionskommune. Det overordnede formål for projektet er via en række demonstrationsprojekter i de tre kommuner at finde og afprøve nye strategier til positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. Mulighedernes Land indledtes primo 2007 og afsluttes i 2012. Projektet bindes sammen af et projektsekretariat ved rådgivningsfirmaet Hausenberg og en række eksperter, der bidrager med analyser, vidensudvikling, erfaringsudveksling, evaluering og formidling. Den samlede økonomi for projektet er på 195 mio. kr., heraf bidrager Realdania med 105 mio. kr. og de tre kommuner med hver 30 mio. kr. inklusiv bidrag fra fonde og puljer. På Bornholm koordineres gennemførelsen af Mulighedernes Land af stabsenheden Regional Udvikling, i tæt samarbejde med Teknik & Forsyning og LAG-Bornholm.

Læs mere her

Yderligere oplysninger
Niels Chresten Andersen, Bornholms Regionskommune, tlf. 60 26 1303
Anna Sofie Poulsen, Bornholms Regionskommune tlf. 60 26 20 57
Karen Skou, Realdania, tlf. 70 11 66 66

Relevant information

http://www.realdania.dk


Pressekontakt


Firma

Realdania
Jarmers Plads 2
1551 København V., Danmark

  32 88 52 20

http://www.realdania.dk

Modtag nyheder fra Realdania på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire