Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/12-10   -   Pressemeddelelse

Ni kommuner kan nu tage EN GOD OMVEJ til et sundere og sjovere liv

Et aktivitetsbånd med cirkustema, lodrette hinkeruder og stormstiger, et oplevelses-landskab på en støjvold og et bevægelseseksperimentarium. Det er blot nogle af de kreative og eksperimenterende vinderforslag til nye bevægelsesmuligheder i lokalområderne, som ni kommuner nu får økonomisk støtte til at realisere gennem konkurrencen EN GOD OMVEJ.

Fredericia, Gladsaxe, Kolding, Middelfart, Odsherred, Ringkøbing-Skjern, Roskilde, Solrød og Sønderborg er de ni kommuner, der nu kan gå i gang med at realisere hver deres forslag til projekter, som kan styrke borgernes muligheder for - og lyst til - bevægelse i det fri. De ni kommuners vinderprojekter er valgt efter, at 59 kommuner oprindelig havde indsendt 78 visionsoplæg til konkurrencen EN GOD OMVEJ. Bag projektet står Realdania og Lokale- og Anlægsfonden i samarbejde med Kommunernes Landsforening og Sund By Netværk.

Tanken med EN GOD OMVEJ er at skabe bedre vilkår for det aktive og sunde hverdagsliv med fokus på bevægelse i det fri, lige der hvor man bor eller færdes i det daglige - vel og mærke uden, at det nødvendigvis koster mange anlægskroner eller kræver længere planlægnings- og beslutningsprocesser.

Og forventningerne til EN GOD OMVEJ ser ud til at blive indfriet, for idékonkurrencen har budt på stor kreativitet og variation i valget af lokalområde hos de enkelte kommuner. Blandt de ni vinderprojekter finder man derfor både parker, parkeringspladser, idrætsområder, store tomme græsplæner i "ingenmandsland" og andre restarealer, stationsområder og voldanlæg - kort sagt områder af en type, som findes i næsten enhver by eller landsby.

Samtidig kan bedømmelsesudvalget, der har udpeget de ni vinderkommuner, glæde sig over, at forslagene har en relativ lav anlægsøkonomi. En af ambitionerne med EN GOD OMVEJ har netop været at vise, at der godt kan skabes rammer for bevægelse uden at det nødvendigvis behøver at koste mange anlægskroner.

I det nye år går kommunerne i gang med realiseringen projekterne. Hver kommune bliver støttet med op til 75 pct. af anlægssummen, dog max. 2 mio. kr. pr. kommune. Både ved igangsættelsen og seks måneder efter projektets realisering foretages en forsknings-baseret evaluering af resultaterne. Og alle ni kommuner får en evalueringsrapport, der omhandler deres projekt og selve processen.

"På kun lidt mere end et år er det lykkedes at udvikle en række faciliteter til idræt, leg og fysisk udfoldelse i det nære by- og boligmiljø. Ni kommuner opnår støtte til at gennemføre deres projekter, som vil kunne inspirere mange andre til lignende tiltag. Udover de valgte kom der 69 andre næsten lige så gode forslag, som måske også bliver etableret en dag", siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, og fortsætter: "Dermed har EN GOD OMVEJ vist sig at være et succesfuldt initiativ, der på kort tid kan rykke ved danskernes muligheder for bevægelse i lokalområdet."

"De deltagende kommuner har tænkt mange gode og kreative tanker, så der nu ligger en fin palette af konkrete ideer og forslag til, hvordan alle landets kommuner kan udnytte byens områder til leg og bevægelse i det fri - lige til at "kopiere" og lade sig inspirere af. På den måde understøtter EN GOD OMVEJ vores tanke om at inspirere og ramme bredest muligt, så der kommer gang i den sunde bevægelse for alle i hele Danmark," siger direktør Hans Peter Svendler, Realdania.

"De mange projekter giver masser af inspiration til, hvordan kommunerne kan fremme aktivitet og bevægelse. Det er især interessant, at de er så forskellige og giver bud på, hvordan områder, som i dag ikke opfordrer til bevægelse med små indgreb pludseligt indbyder til aktivitet. Nu bliver det spændende at følge projekterne og ikke mindst den evaluering, som følger", siger Peter Kjærsgaard Pedersen, kontorchef i KL.

Læs mere om de ni kommuners vinderprojeker i nedenstående fakta og på EN GOD OMVEJ's hjemmeside www.engodomvej.dk


Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, tlf. 3283 0330 / 2129 6856
Hans Peter Svendler, direktør, Realdania, tlf. 7011 6666
Peter Kjærsgaard Pedersen, kontorchef, KL, tlf. 3370 3447

FAKTA

Om de ni vinderprojekter

De ni udvalgte projekter til realisering med støtte fra Realdania og Lokale- og Anlægsfonden er:

Dronningens Bastion, Fredericia Kommune
Projektet er placeret på Fredericia Voldanlæg og tager derfor udgangspunkt i voldanlæggets historie og dets funktion som forsvarsanlæg samt i de fysiske udfordringer forbundet med angreb og forsvar. På voldanlægget etableres der en række forbindende ruter og tre aktivitetszoner, der giver udfordring og inspiration til alle.
Kontaktperson: Ib Doktor, Vej & Park, tlf. 72 10 76 62

Byens Arena, Gladsaxe Kommune
Projektområdet er et 500 m langstrakt parkeringsareal ved boligbebyggelsen Høje Gladsaxe i den sydlige del af Gladsaxe Kommune. Området bliver fremover ankomstareal og forplads for hele Høje Gladsaxe og kommer derfor til at fremstå som et sammenhængende landskabeligt forløb med et malet bånd som slynget stiforbindelse gennem området. På parkeringsfladen etableres en række cirkulære nedslag i form af arenaer med forskelligt indhold til glæde for alle.
Kontaktperson: Maj Green, By- og Miljøforvaltningen, tlf. 39 57 58 05

Opfordring til udfordring, Kolding Kommune
Projektet tager sit udgangspunkt i Kolding centrum, hvor åen og jernbanen krydser hinanden - et knudepunkt i byen med bybusterminalen og over 500 p-pladser, som fungerer som smutvej og gennemgangsområde for mange gående og cyklister hver dag. Projektet består af 3 nedslagspunkter, der kobles sammen af pejlemærker i varierende højde.
Kontaktperson: Thomas Thinghuus, Vej og Park, Projekteringsafdelingen, tlf. 79 79 14 51

Sidesporet Ved Nørre Aaby Station, Middelfart Kommune
Projektet inddrager et ubenyttet asfalteret areal (tidligere skaterområde) ved Nørre Aaby Station samt rampeanlæg og tunnel, der transformeres til en landskabsarkitektonisk parafrase over banesproget, hvor man lokkes til bevægelse på sin vej til og fra toget, eller når man hænger ud med sine venner.
Kontaktperson: Vibeke Nørby, Teknik og Miljøforvaltningen, tlf. 88 88 55 00

Odsherreds gode omvej, Odsherred Kommune
Projektet "Odsherreds gode omvej" er et bevægelseseksperimentarium, der er designet som stiliseret natur. Det er placeret i Sundhedscenter Odsherreds park i Nykøbing Sjælland og er en del af det samlede parkanlæg, der blev etableret i 1922 ved byens gamle sygehus.
Kontaktperson: Thorkild Christensen, Sundhedsafdelingen, tlf. 59 66 56 01

PulsPark i Ringkøbing, Ringkøbing-Skjern Kommune
PulsParken i Ringkøbing placeres på et lidt nedslidt område ved Vesterhavs-Hallen og Ringkøbing Svømmehal og ned mod Ringkøbing Fjord. Ønsket er, at projektet skal gøre området til en fælles attraktion med fokus på bevægelse og det sociale liv for alle aldersgrupper. Projektet tager afsæt i områdets allerede eksisterende kvaliteter og viderebearbejder områdets eksisterende typologier, det urbane landskab mod byen, de flade boldbaner og fjordens vidder til forskellige oplevelseslandskaber.
Kontaktperson: Karen Teglgaard, Plan, Udvikling og Kultur, tlf. 99 74 11 63

Den digitale legeplads, Roskilde Kommune
Projektet er placeret på hovedstrøget, Rabalderstræde, i Roskildes nye kreative bydel Musicon, og har fokus på leg og bevægelse fremkaldt vha. fysiske og digitale elementer/tiltag. Projektet består af: DAILY MOVE - 365 bevægelser, der er en daglig opfordring til at lave en sjov bevægelse formidlet via QR koder til mobiltelefonen, BRAIN - den digitale byggelegeplads, hvor unge kan vise deres it-talenter med fokus på bevægelse, HEART - den centrale plads med en siddeinstallation til ophold, leg og parkour og med en Open Air zone, hvor en projektion på skiftende vis inviterer til bevægelse, PULSE - danseinstallationen (DigiDance), der er en interaktiv dansesampler med fokus på dans via tempo, rytmik og koordination samt BREATH - gyngeinstallation (SwingScape), der er en stemningsskabende gynge, som kan bruges af op til 10 personer ad gangen.
Kontaktperson: Trine Tybjerg, Musicon Sekretariatet, Sekretariats- og kulturafdeling, tlf. 46 31 68 66

En voldsom omvej, Solrød Kommune
Projektets vision er at udvikle et rekreativt område og en aktivitetsrute med nyskabende bevægelsesmuligheder på en stor strækning af støjvolden langs Køge Bugt Motorvejen. Projektet tager udgangspunkt i voldens kvaliteter og iboende potentialer som for eksempel dens stigning, bugtede form og nicherne. Aktivitetsvolden kobles direkte sammen med eksisterende gang-, cykel- og løbestier.
Kontaktperson: Peter Jul Jacobsen, Kultur & Fritid, tlf. 56 18 28 27

Mellem bakkedrag og dalstrøg, Sønderborg Kommune
Projektet er placeret på en let skrånende, øde græsmark, der grænser op til to større almene boligområder med hhv. etagebyggeri og familierækkehuse. Projektet tager afsæt i beboernes ønsker om et centralt samlingssted og en naturpark med sansestier og omfatter en landskabsbearbejdning af det skrånende terræn til en nyt varieret og bakket landskab med højdedrag og dalstrøg. Projektet omfatter to hovedgreb nemlig en "gryde" og "den grønne løber".
Kontaktperson: Brian Christensen, Sundhedsfremme og Forebyggelse, tlf. 88 72 55 49
Om EN GOD OMVEJ

EN GOD OMVEJ er et udviklingsprojekt, der sætter fokus på, hvordan den fysiske ramme kan skabe bedre vilkår for det aktive og sunde hverdagsliv med fokus på bevægelse i det fri, lige der hvor man bor eller færdes i det daglige.

EN GOD OMVEJ kan være alt. Det kan være en sjov, anderledes og udfordrende løbesti, et inviterende motorikområde ved en indgangsdør eller en interaktiv forhindringsbane eller noget helt andet.

Vigtigst af alt handler det med EN GOD OMVEJ om at få udviklet nogle nye og overraskende, kreative eksempler, som kan invitere til den sunde bevægelse. Eksempler som kan inspirere og kopieres af mange, og som derfor ikke nødvendigvis kræver mange anlægskroner at realisere. De konkrete eksempler kan også fungere som inspiration for den mere langsigtede og strategiske planlægning i forhold til at skabe gode rammer for sunde og aktive boligområder, kvarterer og byer.

Med EN GOD OMVEJ inviterede Realdania og Lokale- og Anlægsfonden derfor i begyndelse af 2010 alle landets kommuner til at deltage i udviklingsforløbet, der med støtte fra de to parter handlede om at udvikle og senere realisere nogle kreative, fysiske tiltag, som kunne invitere byens borgere til leg og bevægelse.

Første fase i EN GOD OMVEJ var en invitation til landets kommuner om at byde ind med en vision for EN GOD OMVEJ i et udvalgt lokalområde. Og interessen var overvældende. 59 kommuner tog udfordringen op og bød ind med hele 78 spændende og bredt favnende visioner for EN GOD OMVEJ. Rigtige mange velkendte hverdagsområder var i spil og vidnede om potentialet i de områder, der ligger "lige ude for døren".

Blandt de mange fine visionsoplæg valgte bedømmelsesudvalget 15 ud til videreudvikling med støtte fra Realdania og Lokale- og Anlægsfonden. De 15 kommuner og deres tværfaglige hold blev samtidig inviteret til en 24-timers workshop i Vejle som en kickstart af deres arbejde med at udvikle visionsoplægget til et konkret projektforslag.

Bedømmelsesudvalg og rådgivere
De 15 projektforslag er bedømt af et udvalg bestående af:

· Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden
· Hans Peter Svendler, direktør i Realdania
· Peter Kjærsgaard Pedersen, kontorchef i Kommunernes Landsforening

Derudover har følgende fungeret som rådgivere for bedømmelsesudvalget:

· Per Schulze, planchef i Lokale- og Anlægsfonden
· Anne-Mette Gjeraa, projektleder i Realdania
· Marianne Kofoed, projektleder i Realdania

Relevant information

http://www.realdania.dk


Pressekontakt


Firma

Realdania
Jarmers Plads 2
1551 København V., Danmark

  32 88 52 20

http://www.realdania.dk

Modtag nyheder fra Realdania på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire