Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
31/03-11   -   Pressemeddelelse

Indvielse af Guldhorn- & Kulturcenter Slotfelt ved Schackenborg i Møgeltønder torsdag d. 7. april kl. 14

Området omkring Møgeltønder har stolte historiske traditioner - det var her Guldhornene blev fundet for mere end 350 år siden. Den historiske lade Slotfelt på Schackenborg Gods er blevet restaureret og gjort til omdrejningspunkt for formidling af egnens historie, kunst og kultur. Bag det nye Guldhorn- & Kulturcenter Slotfelt står Schackenborg Gods, Tønder Kommune og Realdania.

Tønder Kommune og hele regionen får med indvielsen af det unikke bygningsværk et nyt kultur- og oplevelsescenter, ligesom Danmarks- og grænselandshistorien bliver levendegjort med fokus på Guldhornene, Møgeltønder, Schackenborg og marsken.

Slotfelt er en speciel, stråtækt lade fra 1870'erne. Bygningens særlige trækonstruktion giver en "katedral-lignende" karakter, der er i familie med det italienske rådhus Vizenca og Capitol i den amerikanske regeringsby, Washington DC. Slotfelt tilhører HKH Prins Joachim og ligger bag Sønderhaven ved Schackenborg Slot.

Slotfelt har tidligere fungeret som en af godsets driftsbygninger. Med støtte fra Realdania er laden nu restaureret, og den er med sin nye funktion som formidlingscenter et fint eksempel en bevaringsværdig nedlagt landbrugsbygnings genanvendelse til nye formål, der respekterer bygningens kulturelle og arkitektoniske værdi.

Slotfelt fremtræder som et markant bygningsværk i det flade marskland og vil fremtidig være åben for publikum dagligt i perioden fra 1. maj til 1. oktober samt i weekender og i skolernes efterårs- og vinterferieuger.

Der er gennemført en nænsom restaurering og nyindretning, så man i Slotfelt nu kan opleve Guldhornene i en helt speciel udgave via moderne teknik sammen med en videofilm om de nævnte emner. Til gulvet i laden er der er udviklet en særlig Møgeltønder terrazzo, hvor marksten fra området er skåret til, før de er nedlagt i en kæmpe mosaik.

Den 30 meter lange, 13 meter brede og 12 meter høje bygning åbner samtidigt for en række kulturelle aktiviteter omfattende musik, sang, ballet og dans, ligesom der kan holdes skiftende udstillinger og en række specialarrangementer samt møder.

Det er arkitekterne Steffen Søndergaard, Askov, og Mads Bjørn Hansen, Tåsinge, der har stået for henholdsvis den ud- og indvendige restaurering. Tønder Kommune tager sig af den daglige drift. Der er desuden etableret et stisystem fra parkeringspladsen ved Schackenborg Slotskro gennem Sønderhaven (parkanlægget syd for slottet) til Slotfelt.

Indvielsen foregår med deltagelse af Deres Kongelige Højheder, Prins Joachim og Prinsesse Marie samt en række indbudte gæster.

Pressen er velkommen til at overvære indvielsen, og der skal ske tilmelding til godskontoret på Schackenborg med opgivelse af navn og funktion samt adresse/mailadresse, så der kan tilsendes yderligere program og sikres pressen de bedst mulige arbejdsforhold.

Tilmelding til indvielsen senest mandag d. 4. april til: Schackenborg Gods: Tlf. 74 73 82 08 eller mail(AT)schackenborg.dk.

Yderligere oplysninger om projektet
Projektleder Marianne Kofoed, Realdania, tlf. 70 11 66 66
Styregruppens formand, seniorredaktør Stig Eeg Sylvest tlf. 2060 4592

Program for indvielsen

Kl. 13.45 Alle skal være på plads i Slotfelt
Kl. 13.55 DKH Prins Joachim og Prinsesse Marie ankommer
Kl. 14.00
1. Velkomst v/ styregruppens formand, seniorredaktør Stig Eeg Sylvest
2. Fællessang: For en fremmed barsk og fattigt
3. Hans Kongelige Højhed Prins Joachim
4. Borgmester Laurids Rudebeck
5. Bestyrelsesformand Jesper Nygård, Realdania
6. Fællessang: I Danmark er jeg født
7. Musikalsk indslag v/ Sønderjyllands Symfoniorkester
8. Afslutning med kaffe og kage buffet.

Den første koncert i Slotfelt holdes lørdag d. 09. april kl. 20.00 med Tønderfestival som arrangør. Yderligere oplysninger hos festivalchef Carsten Panduro tlf. 7472 5400 eller på www.tf.dk

Relevant information

http://www.tf.dk


Pressekontakt


Firma

Realdania
Jarmers Plads 2
1551 København V., Danmark

  32 88 52 20

http://www.realdania.dk

Modtag nyheder fra Realdania på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire