Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
11/12-14   -   Pressemeddelelse

Ny byvision for den fremtidige udvikling af Billund

En ny, visionær udviklingsplan skal give retning for kommende års investeringer i Billund og synliggøre byens særlige karakter som en by, hvor leg, læring og kreativitet er omdrejningspunkt. Udviklingsplanen udarbejdes i et samarbejde mellem Billund Kommune, KIRKBI og Realdania.

Med kun lidt over 6.000 indbyggere er Billund en relativt lille by, men samtidig har den også en række store turistattraktioner, som vurderet på turisttal kan måle sig med nogle af de helt store byer i Europa. Den dobbelthed giver Billund særlige udfordringer, som tydeliggøres i takt med byens høje udviklingstempo.

Billund Kommune, KIRKBI og Realdania er derfor gået sammen om at skabe en ny, bæredygtig visionsplan for udvikling af byen med udgangspunkt i den vision om Billund som Børnenes Hovedstad, der blev lanceret i 2009. Billund ønsker derved at sætte nye standarder for byudvikling med børn og deres forældre i fokus.

Ambitionen er samtidig at tydeliggøre Billund som en international destination med et stort potentiale for udvikling inden for turisme samt som et oplagt hjemsted for virksomheder, der arbejder inden for leg, læring og kreativitet.

Processen omkring udviklingsplanen vil involvere en række aktører og konsulenter med høj international ekspertise.

- Vi er utrolig glade for, at Realdania og KIRKBI vil være med til at lave en ny plan for Billund. Vi får viden og sammenhængskraft; vi får med Realdania en partner, der ved, hvad der virker i Danmark men også internationalt, og vi får med KIRKBI en partner, som har gennemført mange store projekter i Billund og altid med respekt for byen og dens identitet, siger borgmester Ib Kristensen.

- Hele vores virke tager udgangspunkt i Billund, hvor LEGO Koncernen blev skabt tilbage i 1932, og vi er naturligvis optaget af byens fremtidige udvikling. Med samarbejdet med Realdania og Billund Kommune får vi mulighed for at hjælpe med til, at visionerne for den fremtidige udvikling af Billund er ambitiøs, siger Søren Thorup Sørensen, adm. direktør i KIRKBI A/S.

- Billund er en vigtig destination for udenlandske turister og danske familier, og byen står foran omfattende nye investeringer. Det tydeliggør behovet for at kunne balancere det at være en lille by, med samtidig at være Danmarks tredjestørste turistmål. Vi ser frem til at bidrage til en overordnet visionær udviklingsplan og et bydesign, som kan synliggøre byens ambition om at være ramme for innovation og viden gennem leg og læring, siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.

Fakta
Partnerskabet fra Børnenes Hovedstad føres videre
Meget af udviklingen i Billund er sket med LEGO Koncernen som drivkraft, og det er altid sket i et godt samarbejde med byens borgere og med kommunen. Samarbejdet blev med udviklingsplanen om Børnenes Hovedstad til et partnerskab mellem LEGO Fonden og Billund Kommune, der har dannet et fælles selskab, og derfor er KIRKBI A/S, der er Kirk Kristiansen familiens holding- og investeringsselskab, også en naturlig partner i det kommende udviklingsarbejde sammen med Realdania og Billund Kommune.

Aktuelle udviklingsprojekter i Billund

Den nye udviklingsplan skal bl.a. forholde sig til tre store, aktuelle udviklingsprojekter: I Billunds midtby er LEGO House under opførelse; idefasen til to nye jernbanestationer ved Billund Lufthavn og tæt på de store turistattraktioner er i gang. Og samtidig er plangrundlaget for Nordeuropas største Quality Outlet ved Lalandia også på plads.

Det er tre meget store og konkrete projekter blandt mange, som vil øge tilstrømningen til byen Billund, hvor der i forvejen kommer over tre millioner gæster hvert eneste år for at besøge turistattraktionerne LEGOLAND, Lalandia eller rejse til og fra lufthavnen.

Tidsplan og økonomi
Projektet gennemføres i perioden fra december 2014 til ultimo 2015
Billund Byråd godkendte projektsamarbejdet den 21. oktober.
Budgettet for visionsplanen er på 5 millioner kroner.

Om Realdania:
Realdania har siden år 2000 støttet over 2.600 initiativer rundt om i hele Danmark. Et af Realdanias filantropiske programmer er "Byer for mennesker", hvorunder der støttes aktiviteter, der styrker og udvikler de danske byer i bæredygtig retning med fokus på byen som en fælles, levende og oplevelsesrig ramme om menneskers liv og trivsel.

Om KIRKBI A/S
KIRKBI A/S er et holding- og investeringsselskab ejet af familien Kirk Kristiansen. Aktiviteterne i KIRKBI er fordelt på strategiske aktiviteter og investeringsaktiviteter. De strategiske aktiviteter er ejerskabet af LEGO varemærket, ejerskabet af 75% af LEGO Koncernen, delejerskabet af Merlin Entertainments Group og investeringer i vedvarende energi med henblik på at understøtte LEGO Koncernens mål om at have tilstrækkelig kapacitet af vedvarende energi til at dække koncernens samlede energibehov i 2020. Investeringsaktiviteterne er investeringer i obligationer, noterede og unoterede aktier samt fast ejendom. Heriblandt ejer KIRKBI væsentlige andele i selskaber som Falck Holding A/S, Minimax Viking GmbH, ISS A/S og Matas A/S.

Om Billund Kommune
Billund Kommune er en erhvervs- og turistkommune central placeret på grænsen mellem Øst-, Syd-, Vest- og Midtjylland. Kommunen er hjemsted for LEGO Koncernen, Billund Airport, LEGOLAND, Lalandia og Dupont (Grindsted). Der er 26.400 indbyggere, heraf 6.200 i Børnenes Hovedstad Billund. Der er over 17.000 arbejdspladser i Billund og en netto indpendling på over 4.000 hver dag.

Pressekontakt

Jesper Nygård
Adm. direktør
  32 88 52 80

Firma

Realdania
Jarmers Plads 2
1551 København V., Danmark

  32 88 52 20

http://www.realdania.dk

Modtag nyheder fra Realdania på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire