07/02-13
-
Pressemeddelelse
Knud Illeris om transformativ læring
Transformativ læring omfatter al læring, der indebærer ændringer i den lærendes identitet.
Så enkelt definerer Knud Illeris, dansk læringsforsknings Grand Old Man, i denne bog det begreb, der i de senere år er blevet et hit indenfor moderne læringsforståelse.
Begrebet transformativ læring modsvarer nogle påtrængende behov for at kunne håndtere en tilværelse, hvor alting hele tiden ændrer sig, og hvor identiteten får karakter af en stadig balancering mellem personlig stabilitet og fleksibilitet.
Med sin sædvanlige veloplagte, kritisk-konstruktive stil udfolder Knud Illeris begreberne om transformativ læring og identitet, deres indbyrdes sammenhæng, samt hvad deres sammenkobling kan føre til på en række centrale både praktiske og teoretiske områder inden for uddannelserne, arbejdslivet og samfundslivet i det hele taget:
· Begrebet om transformativ læring
· Identitet og identitetsudvikling
· Transformativ læring i praksis
· Konsekvenser og anvendelsesmuligheder
Transformativ læring handler overordnet set om, hvordan man tilegner sig, udvikler og ændrer sin forståelse af og sit forhold til væsentlige elementer i sin tilværelse og den verden man lever i.
Bogen henvender sig bredt til studerende og undervisere på lærer- og pædagoguddannelserne samt til de pædagogiske fag på universiteter og efteruddannelser.
Knud Illeris har en lang karriere bag sig som professor i uddannelsesforskning ved Roskilde Universitet og i livslang læring ved Danmarks Pædagogiske Universitet. I dag er han professor emeritus og uddannelseskonsulent i firmaet Simonsen & Illeris. Hans sammenfattede læringsteori er kendt over det meste af verden, og hans bøger og artikler er oversat til adskillige sprog.
Transformativ læring og identitet
Af Knud Illeris
212 sider · 248 kr.
ISBN: 978-87-593-1753-2
Samfundslitteratur 2013
Kontakt forlaget for et anmeldereksemplar
Relevant information
http://www.samfundslitteratur.dk