02/08-13
-
Pressemeddelelse
Amalie Lyhne: DJØF'ere kan ikke skrive
Danmarks mange DJØF'ere producerer hver eneste dag enorme mængder tekst - for eksempel notater, rapporter og webnyheder. For manges vedkommende fylder tekstproduktion faktisk det meste af arbejdsdagen. Alligevel er det de færreste, der kan håndværket, mener Amalie Lyhne, DJØF'er og forfatter til en ny lærebog om skriftlig formidling for DJØF'ere.
"Langt de fleste DJØF'ere kan ikke skrive. De ved simpelthen ikke, hvordan man gør - hvordan giver man læseren et godt overblik, hvordan gør man sine pointer forståelige, hvordan klæder man bedst beslutningstagerne på?" siger Amalie Lyhne, forfatteren til Skriftlig formidling for DJØF'ere.
"Jeg underviser i skriftlig formidling på statskundskab på Københavns Universitet, og der har jeg manglet en bog, som ikke fortaber sig i nørdet teori. DJØF'ere er intelligente og travle folk, som ikke behøver at blive eksperter i retorik, men som blot skal lære de vigtigste tommelfingerregler inden for de forskellige skriftlige genrer. Det kan min bog lære dem," siger Amalie Lyhne.
Skriftlig formidling for DJØF'ere er let at gå til og kræver ingen forudgående viden om skriftlig formidling. Trin for trin bliver de forskellige genrer gennemgået, og der er mange praktiske øvelser og konkrete eksempler fra DJØF'ernes verden.
Om forfatteren
Amalie Lyhne er cand.scient.pol., seniorrådgiver på Christiansborg og ekstern lektor ved Statskundskab på Københavns Universitet, hvor hun underviser i skriftlig formidling.
Hun har tidligere været pressechef for et politisk parti, debatredaktør og vagthavende indlandsredaktør på et dagblad og analytiker i et kommunikationsbureau.
Ønskes et anmeldereksemplar af bogen kontakt Poul Kragh Jensen: pj@samfundslitteratur.dk - 3815 3882
Skriftlig formidling for DJØF'ere
Sådan skriver du i praksis
Af Amalie Lyhne
140 sider · 179 kr. (vejl.)
ISBN: 978-87-593-1783-9
Bogen er udkommet
Ønskes interview med Amalie Lyhne kan hun kontaktes på: 61 62 57 80
Relevant information
http://samfundslitteratur.dk